
Brand brød ud på rådhus
Udgivet: 19/01/2026
Der udbrød sent søndag aften en brand på rådhuset i Vordingborg. Det oplyser vagtchef Jannick Hallø fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
"Bygningen bliver i øjeblikket renoveret, så den er under rekonstruktion," siger Jannick Hallø.
Veje blev spærret af, og busruter blev omlagt, mens brandvæsnet forsøgte at finde frem til, hvor i bygningen branden var opstået.
I løbet af natten er man kommet nærmere en forklaring.
"Branden er opstået i et teknikrum. Mere ved vi ikke. Det skal undersøges nærmere," siger vagtchef Jannick Hallø mandag morgen.
Branden kom hurtigt under kontrol, og arbejdet på stedet blev afsluttet omkring klokken 01. Skaderne på rådhuset er begrænsede, lyder det.
/ritzau/
Sidst opdateret: 19/01/2026 - 10:18












































