Et sted mellem fire og fem milliarder i 2035. Det er den potentielle økonomiske effekt af regeringens udspil til en ny takstmodel, viser interne regeringsdokumenter, som NB-Social er kommet i besiddelse af.

Kommunerne har oplevet stigende udgifter på det specialiserede socialområde siden 2018, der primært er drevet af botilbudsområdet. Fra 2018 til 2024 er udgifterne steget med cirka 4 milliarder kroner. Foreløbige tal for 2025 viser ligeledes, at udgifterne er steget med 1 milliarder kroner.

De stigende udgifter fik ekspertudvalget med Torben Tranæs i spidsen til at anbefale en ny takstmodel, der ville være et afgørende redskab til at sikre den økonomiske bæredygtighed, da den skulle hjælpe med at regulere prisdannelsen på botilbudsområdet.

Regeringen kommer i de interne dokumenter med et skøn på den økonomiske effekt, der er baseret på input fra KL.

Den overordnede forventning er, at det vil afdæmpe udgiftsvæksten på botilbudsområdet. Effekten er inddelt i to:

• En varig "her og nu"-effekt ved indførelse af modellen, der skyldes, at en række tilbud (netto) skal sænke deres takster, så det svarer til sammenlignelige kommunale tilbud.
• En effekt i forhold til status quo, der kommer af, at stigningstaksten for udgifterne til socialområdet falder, og udgiftsudviklingen afdæmpes. Effekten vil blive større over tid, når man sammenligner med en situation, hvor der ikke indføres nye greb.

Regeringen skønner på baggrund af dialog med KL, at modellen vil lægge en dæmper på udgiftsvæksten i størrelsesordenen 0,8 til 1,6 milliarder kroner i 2028, stigende til 4,1 til 4,9 milliarder kroner i 2035.

Der er tale om en mekanisk fremskrivning af den nuværende udgiftsudvikling, og skønnet er behæftet med stor usikkerhed, da det blandt andet vil afhænge af niveauet for de ydelsespakker, der skal fastsættes.

Taksterne tilpasses til kommunalt niveau

Her og nu-effekten kommer af, at taksterne på de private og regionale tilbud sænkes til prisen for sammenlignelige kommunale tilbud. Derfor er beregningen foretaget på baggrund af forskellen i enhedsudgiften mellem private og kommunale tilbud.

Såfremt KKR fastsætter taksten på det kommunale gennemsnit i hver ydelsespakke, er forventningen, at private og regionale botilbud konvergerer mod udgifterne i kommunale botilbud.

Det antages, at 20 procent af de private tilbud konvergerer til enhedsprisen for kommunale tilbud. I effektberegningen er der taget udgangspunkt i et spænd fra 10 til 30 procent, som primært kommer af forventningen om de nedjusterede priser blandt de private. Her er der ikke taget højde for konsekvenserne for kapaciteten.

Selve antagelse om de 10 til 30 procent er baseret på, at ikke alle tilbud vil konvergere til de kommunale priser, da hovedparten af de højere priser hos de private tilbud skyldes, borgerne på pladserne har et større støttebehov.

Dog vurderer KL ifølge dokumentet på baggrund af en gennemgang af flere kommunale eksempler, at der i flere sammenlignelige tilfælde er væsentlige prisforskelle mellem de kommunale og private tilbud - særligt på de dyre pladser. Derfor kommer regeringen frem til de 10 til 30 procent.

Den grundlæggende antagelse er, at de private tilbud ikke bliver dyrere end kommunernes fastsatte priser for en given ydelsespakke. Derfor vil de ikke kunne stige i pris over årene. Fremtidige udgiftsstigninger vil alene skyldes udviklingen i antallet af modtagere og stigninger i de kommunale enhedspriser. Derfor er der set bort fra stigninger i støttebehovet.

Regeringen antager, at antallet af modtagere vil stige med 0,8 procent om året, mens væksten i de kommunale enhedspriser vil sige med 0,3 procent.

Derudover forventes en løbende effekt af, at kommunerne skal bruge færre administrative ressourcer på at genforhandle med de enkelte tilbud.

Foruden en takstmodel overvejer regeringen også flere supplerende greb. Dem kan du læse mere om på NB-Social.