- Foto: Pressefotos, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Borgmestre reagerer på trussel om ringere økonomiaftaler

Udmeldinger fra Nationalbanken får borgmestre til at frygte, at kommunerne må betale prisen for højere forsvarsudgifter.

Udgivet: 16/01/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

"Der er ingen tvivl om, at det skaber bekymring," sagde Helle Gade (S), borgmester i Silkeborg, efter at hun havde hørt nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen på Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg proklamere, at de øgede udgifter til forsvaret vil få negativ indflydelse på kommende kommunale økonomiaftaler.

Citatet fra nationalbankdirektøren, der må have givet lidt klamme håndflader blandt tilhørerne til KØF, lød:

"Når vi skal bruge ekstra 75 mia. kr. om året på forsvaret i forhold til, hvad vi gjorde inden, så vil det have en betydning for, hvad der i øvrigt kan ske i den offentlige sektor, og der er kommunerne så stor og vigtig en del af, at det før eller siden også vil påvirke dem, hvis vi skal opretholde en god, sund og troværdig økonomi," sagde nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen.

Det skriver NB-Økonomi, der deltager på KØF i Aalborg.

Ud over den umiddelbare bekymring opfordrede Helle Gade til, at enhver regering vil prioritere kommunerne:

"Jeg har tillid til, at den nuværende – og en fremtidig – regering kan se, at vi ude i kommunerne leverer en vigtig service, som kræver en økonomisk håndsrækning, når vi bliver udfordret. Jeg er spændt på, hvad fremtiden bringer for det generelle økonomiske råderum," siger hun.

Og hun fortsætter:

"Vi ser allerede nu, at pengene ikke altid følger med én til én. Tag for eksempel finansloven og minimumsnormeringerne; selvom vi får tilført midler, står vi i Silkeborg med en manko på seks millioner kroner i 2027, som vi selv skal finde. Det har jeg også påpeget over for finansministeren. Hvis råderummet for kommunerne indsnævres, skaber det utryghed hos både borgere og folkevalgte. Vi skal altid prioritere og få enderne til at mødes, men hvis det betyder besparelser på velfærden, risikerer vi at tabe de unge på gulvet i forhold til trivsel og skolefravær. Det kan skabe en negativ spiral for arbejdsstyrken i fremtiden. Vi må tage et skridt ad gangen og se, om vi kan holde skindet på næsen, men det er klart en bekymrende udtalelse."

Opgaver skal falde bort sammen med midlerne

For Lyngby-Taarbæks borgmester, Sofia Osmani (K), der også er til stede på KØF i Aalborg, er man i første omgang glad for, at regeringen vælger at prioritere forsvaret:

"Først og fremmest synes jeg, at forsvarsudgifterne er helt nødvendige. Hvis vi ikke har et ordentligt forsvar, så kan det være ligegyldigt, hvad vi laver ude i kommunerne. Fokus på forsvaret er med til at sikre vores frihed, så jeg synes sådan set, det er en fornuftig prioritering."

Hvis det så betyder færre penge til velfærd, så klarer vi det nok i hvert fald til en vis grænse, siger Sofia Osmani.

"Så tror jeg bare, det er vigtigt, at man fra Folketingets side gør det klart, hvis der bliver færre midler, hvad det er for opgaver, vi ikke skal løse ude i kommunerne, og at vi sammen med Christiansborg får forventningsafstemt over for borgerne, hvad man kan forvente. Vi kan også effektivisere, og det gør vi også. Jeg tror bare ikke, potentialet er enormt, så jeg håber alligevel, at sporskiftet i en eller anden grad kan fortsætte," siger hun.

Håber på at udligningsreform redder økonomien

For Lars Storgaard (K), borgmester i Favrskov, skal en kommende udligningsreform gøre forholdene bedre for en kommune som Favrskov:

"Jeg er desværre bange for, at det billede, Christian Kettel Thomsen tegner, er det rigtige billede. I Favrskov betyder det, at vi bliver nødt til at spænde livremmen yderligere ind. Vi har allerede svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og det her lægger et ekstra pres. Samtidig understreger det, hvor presserende behovet for en ny udligningsreform er. Jeg håber virkelig, at den reform, der er på vej, kommer til at tilgodese os, når den bliver implementeret i 2029. Set med mine briller – og med mange andre borgmestres – lægger den her situation et helt klart ekstra pres på, at der kommer en ordentlig og retfærdig udligningsreform."

På Fyn mener Assens-borgmester Søren Steen Andersen, at det er uundgåeligt, at kommunerne bliver ramt:

"Det har Kettel fuldstændig ret i, og jeg havde egentlig heller ikke forventet andet. Økonomiaftaler er jo altid også et spejl af, hvor vi står. For det første handler det om de økonomiske forudsætninger – de overordnede makroøkonomiske forhold og alle de ting, der følger med dér. For det andet handler det om, hvor vi befinder os politisk: Hvor er vi i forhold til et kommunalvalg, og hvor er vi i forhold til et folketingsvalg. Det er selvfølgelig nogle af de forhold, man må navigere efter."

Fik du læst?

Nationalbankdirektør: Sporskifte kan ikke fortsætte uforandret

Sidst opdateret: 16/01/2026 - 13:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]