
Rådmand Metin Lindved Aydin. - Foto: Aarhus Kommune
Rådmand vil have ældrebyråd
Udgivet: 14/01/2026
I Aarhus Kommune vil rådmanden for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin (R), sørge for, at Ældrerådet får direkte adgang til at tage del i demokratiet og en direkte vej ind til byrådets beslutninger.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Ældrerådet skal have mulighed for at stille konkrete beslutnings- og budgetforslag på ældreområdet, som rådmanden vil tage med i byrådssalen.
Målet er at give ældre indflydelse på demokratiet, hvor rådet går fra at fungere som en høringspart til at kunne tage initiativ på forslag.
"Hvis vi mener nærdemokrati alvorligt, skal borgernes råd ikke kun være noget, vi lytter til, når de store beslutninger allerede er truffet. De ældre skal have en reel mulighed for at flytte noget – også politisk," siger Metin Lindved Aydin.
RMN
Sidst opdateret: 14/01/2026 - 11:28












































