
"I dag er det sværere at pege på, hvorfor priserne stiger så voldsomt, og hvorfor prisstigningen er så koncentrerede omkring København. Og når der er noget, man ikke kan forklare, er der grund til at være en lille smule bekymret," siger boligøkonom ved Nordea Lise Nytoft Bergmann ifølge DR. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Boligpriserne er på himmelflugt landet over
På tværs af landet stiger boligpriserne ifølge ny tal fra Boligsiden. Især priserne på det københavnske ejerlejlighedsmarked stiger voldsomt, og det bekymrer boligøkonom. Se kortet.
Udgivet: 11/12/2025
Boligpriserne er steget kraftigt den seneste måned og i et tempo, der ikke er set højere siden coronapandemien.
Det viser novembertallene fra boligportalen Boligsiden.
Særligt på det københavnske ejerlejlighedsmarked er udviklingen markant, hvor gennemsnitsprisen på en ejerlejlighed i Region Hovedstaden er steget med 18,8 procent siden november 2024.
Det er sjældent at se så store prisstigninger, konstaterer boligøkonom ved Nordea Lise Nytoft Bergmann ifølge DR, og det vidner om, at der intet normalt er ved det københavnske ejerlejlighedsmarked i øjeblikket.
"I dag er det sværere at pege på, hvorfor priserne stiger så voldsomt, og hvorfor prisstigningen er så koncentrerede omkring København. Og når der er noget, man ikke kan forklare, er der grund til at være en lille smule bekymret," påpeger hun ifølge mediet.
I selve København er ejerlejlighedspriserne steget med over 20 procent det seneste år, skriver DR.
Til sammenligning er ejerlejlighedsmarkederne i landets øvrige storbyer ikke så markante. I henholdsvis Aarhus og Odense steget med knap ni og to procent det seneste år, mens priserne i Aalborg er faldet med seks procent.
Højeste prisstigninger siden pandemien
Generelt er boligpriserne steget kraftigt landet over både i november og gennem de seneste 12 måneder.
På landsplan steg huspriserne i november med 1,3 procent, hvilket er de højeste prisstigninger på huse siden coronapandemien, skriver DR.
Priserne på ejerlejligheder steg i samme måned på landsplan med 1,6 procent.
Siden november 2024 er huspriserne på landsplan steget med 7,2 procent og ejerlejlighedspriserne med 14,3 procent.
De seneste tre måneder er det særligt i og omkring Hovedstaden, på Fyn og i Syd- og Vestjylland, at huspriserne er steget, fortæller seniorøkonom i Nykredit Svend Greniman Andersen til Ritzau.
"Især i Syd- og Vestjylland er prisstigningerne længe ventede, fordi efterspørgslen efter klassiske parcelhuse er svækket i nogle dele af Jylland på grund af befolkningsudviklingen. Det trækker i retning af lavere priser, men bliver altså nu opvejet af den stigende tendens på landsplan," siger han til mediet.
Sidst opdateret: 11/12/2025 - 11:41












































