
Molslaboratoriet ligger i Nationalpark Mols Bjerge og har siden 2016 været del af en rewildingprojekt drevet af Naturhistorisk Museum Aarhus. Nu er området blevet solgt til en dansk fond. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Fond køber Molslaboratoriet til stort naturgenopretningsprojekt
Molslaboratoriet skal fremover være en del af rewildingprojektet Vildmarken, efter at Hempel Fonden har opkøbt området. Initiativet skal understøtte biodiversiteten og genopretningen af dansk natur.
Udgivet: 10/12/2025
Hempel Fonden har købt områderne Molslaboratoriet, Asnæs-halvøen og Nørholm Gods for at etablere et naturgenopretningsprojekt, der skal gå under navnet Vildmarken.
Det skriver fonden i en pressemeddelelse onsdag.
Initiativet skal understøtte den udvikling i Danmark, der allerede er blevet igangsat af Den Grønne Trepart og forpligtende biodiversitetsaftaler i EU- og FN-regi.
"Efter en voldsom tilbagegang herhjemme i natur og i vores vilde arter mener vi, at det er på tide med en målrettet, omkostningseffektiv og ambitiøs indsats for naturen", siger biolog og projektchef i Hempel Fonden Thor Hjarsen om projektet til Ritzau.
Ifølge Ritzau står det mildest talt skidt til med den danske natur.
Den seneste afrapportering til EU viste ifølge Miljø- og Ligestillingsministeriet, at 95 procent af de vurderede naturtyper i Danmark er i dårlig bevaringstilstand, mens mange dyre-, plante- og svampearter mangler plads og levesteder samt er i risiko for at uddø.
Knap 2500 hektarer dansk vildmark
Sammen med Saksfjed Vildmark på Lolland, som fonden allerede ejer og driver, udgør de nu fire områder i alt næsten 2500 hektarer.
Her skal naturen beskyttes og genoprettes gennem rewilding, hvor der gives plads til de naturlige processer, som områdernes arter og økosystemer er afhængige af.
Kort om Hempel Fondens projekt
De i alt 2470 hektarer vildmark, som Hempel Fonden fremover ejer og driver, er fordelt over hele landet:
Molslaboratoriet udgør 147 hektarer fredet område i Nationalpark Mols Bjerge på det sydlige Djursland.
Asnæs Vildmark består af 640 hektarer morænelandskab på Asnæs-halvøen i det nordvestlige Sjælland. Dele af arealet har tidligere været drevet som økologisk landbrug, mens spidsen af halvøen er en del af Natura 2000, der er en betegnelse for EU-beskyttede naturområder.
Nørholm Vildmark består af 870 hektarer landskab, der i dag omfatter både landbrugsarealer og plantager. Derudover er en del af arealet - Nørholm Hede - også beskyttet som Natura 2000-område.
Hempel Fonden har siden 2023 drevet Saksfjed Vildmark på Lolland som et rewildingprojekt. Områdets 813 hektarer er også en del af Natura 2000.
Naturhistorisk Museum i Aarhus, der sælger Molslaboratoriet, har ifølge TV 2 Østjylland drevet arealerne siden 1941. I 2016 påbegyndte museet et omdiskuteret rewildingprojekt med helårsgræssende heste og kvæg.
Særligt dyreaktivister har udtalt kritik af projektet, som de mener, er dyreplageri. Omvendt er projektet også blevet hyldet for at forbedre biodiversiteten.
Molslaboratoriet har i årtier været stillet til rådighed for forskere fra både ind- og udland, og det vil det også under Hempel Fondens ejerskab.
Fonden har allerede indgået samarbejder med Aarhus Universitet og Københavns Universitet, så forskere og studerende kan igangsætte ny forskning og styrke den feltbaserede undervisning.
Sidst opdateret: 10/12/2025 - 11:24












































