Antallet af superrige kommuner vokser

Bankbogen har haft vokseværk i langt de fleste kommuner siden udligningsreformen. Samtidig er gruppen af økonomisk trængte kommuner skrumpet ind til et minimum. Se tal for din kommune her.

Udgivet: 09/12/2025

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Det er en tommelfingerregel, at en kommune skal have et sted imellem tre- og firetusinde kroner per borger i kassen. Et beløb, der ca. svarer til en måneds udgifter. Men det begynder mere at være reglen end undtagelsen, at kommunerne har både to og tre gange så meget på kistebunden. Det er et mønster, der er tiltaget i årene efter seneste udligningsreform.

NB-Økonomi har set de nye opgørelser over kommunerne likviditet fra Indenrigsministeriets kommunale nøgletal.

Faktisk er antallet af superrige kommuner (med mere end 10.000 kroner i kassen) vokset markant siden det midlertidige finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner blev gjort permanent.

Og udviklingen ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. Ved den senest indgåede økonomiaftale for 2026 viste oversigten, at kommunerne næste år bliver overfinansieret med 6,4 mia. kroner.

Flere rige, meget få fattige

Den massive overfinansiering betyder blandt andet, at der i dag er mange flere rige kommuner og meget få fattige. Antallet af kommuner med mere end 10.000 kroner i kassen er steget fra 27 til 39 kommuner siden reformen.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Ifølge de nyeste tal er den samlede kommunale likviditet nu oppe over 70 mia. kroner. I toppen af kommune-tabellen finder man fortsat Københavns Kommune, som i tredje kvartal 2025 har hele 30.450 kroner pr. indbygger liggende i kassen. Et historisk højt niveau. Vallensbæk, Ballerup, Solrød, Ishøj, Tårnby og Gentofte kommuner ligger alle over 13.000 kroner.

Samtidig er der også mange mellemstore og mindre kommuner, der i de seneste år har oplevet kraftige stigninger. Aarhus er eksempelvis gået fra 5.675 kroner i 2021 til 12.569 kroner i 2025, mens Varde i samme periode har øget likviditeten med over 7.000 kroner pr. indbygger. Også kommuner som Tønder, Lejre, Ringsted og Sønderborg har løftet deres kassebeholdninger markant.

Omvendt er der stadig enkelte kommuner, hvor likviditeten er mere presset. Aalborg, Lolland, Hjørring og Thisted ligger i 2025 under 4.000 kroner pr. indbygger.

Sidst opdateret: 09/12/2025 - 11:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]