
Andreas Keil (S) skifter titel fra brandmand til borgmester. Det er en fysisk papfigur, der står ved siden af Andreas Keil på billedet. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
En "ægte socialdemokrat" skal som ny fagborgmester redde S i København
Tillidsmanden Andreas Keil skal som Københavns eneste socialdemokratiske fagborgmester få partiet tilbage fra et "ufatteligt dårligt" forhold til vælgerne og rådhuspartierne.
Udgivet: 05/12/2025
Når rådhusklokkerne inden længe ringer nytåret ind, træder Andreas Keil (S) for første gang ind på Københavns Rådhus som fagborgmester.
Tillidsmanden og brandmanden har ellers holdt sig i kulisserne i de 12 år, han har siddet i Københavns Borgerrepræsentation.
Nu skal han sidde på Socialdemokratiets eneste fagborgmesterpost i København, som det vingeskudte parti fik i trøstepræmie efter et katastrofalt kommunalvalg.
Og måske er han lige præcis den modgift, der skal til, for at partiet kommer af med sit magtarrogante ry, mener Jonas Bjørn Jensen, der tidligere formand for den socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus. Som folkevalgt i Københavns Borgerrepræsentation har han i over et årti arbejdet side om side med den ny borgmester.
“Du får et Anker Jørgensen-socialdemokrati med Andreas Keil, og på den måde er han nok den sidste af sin slags. En ægte socialdemokrat," siger Jonas Bjørn Jensen.
“Med Andreas får man ikke et moderne, visionært, stort politisk projekt. Man får et fokus på, at de mennesker, der har det sværest, skal have hjælp."
Den 46-årige brandmand fra Emdrup overtager borgmesterposten efter Venstres Jens-Kristian Lütken, der er "meget tryg ved" at efterlade sit kontor til socialdemokraten.
“Han er så meget nede i substansen på beskæftigelse og de ting, der virkelig betyder noget for helt almindelige mennesker," siger Jens-Kristian Lütken.
Klassisk socialdemokrat
Andreas Keil
46 år. Født 12. juni 1979.
Politisk karriere
2014-nu: Medlem af Københavns Borgerrepræsentation
2026-: Borgmester for beskæftigelse, integration og erhverv i København.
Tillidsposter
2017-nu: Fællestillidsrepræsentant, FOA
Erhvervskarriere
Brandmand i Hovedstadens Beredskab
Uddannelse
2002-2005: Redder/brandmand
Som det ser ud nu, bliver Keil ikke formand for den socialdemokratiske gruppe i København.
Han bliver borgmester for beskæftigelse, integration og erhverv. Et område, han har flere års erfaring med fra sit arbejde i kommunens beskæftigelsesudvalg.
Og så har han den rigtige arbejderbaggrund, mener Tue Hækkerup, der igennem en årrække har været borgerrepræsentant for Socialdemokratiet i København.
“Andreas er ikke født i et hus, hvor de stegte duer kom flyvende ind ad vinduet,” siger han.
“Han går ikke og prinser den.”
Ifølge Jens-Kristian Lütken er det en "socialdemokrat i ordets bedste forstand", der nu skal tegne beskæftigelsespolitikken i København.
“I hans arbejde for butiksområdet, lærlinge og veteraner har jeg virkelig kunnet mærke, at det var socialdemokratisk hjerteblod for ham. Der bliver virkelig stemplet igennem, når han går med på noget,” siger Jens-Kristian Lütken.
Modgift til magtarrogance
Borgmesterposten stod pludselig ledig, da Pernille Rosenkrantz-Theil forlod politik i kølvandet på Socialdemokratiets vælgerlussing til kommunalvalget.
“Hvor hun har været meget ultimativ og har sagt, at det er alt eller intet, så har han indtaget en mere ydmyg rolle med respekt for det antal mandater, Socialdemokratiet sidder på," siger Jens-Kristian Lütken.
Sammenlignet med sidste valg er de socialdemokratiske mandater skrumpet fra ti til otte. Samtidig er partiet blevet overhalet af SF, der med sine ti mandater nu sidder på overborgmesterposten i form af Sisse Marie Welling.
“Selvom der var flertal fra Socialdemokratiet og ud mod højre, så ville højrefløjen hellere pege på en rødere borgmester for at undgå socialdemokraterne. Det kan man vist kun kalde en lærestreg,” siger Jonas Bjørn Jensen.
"Der har været en oplevelse af, at Socialdemokratiet har været magtarrogant," tilføjer han.
Derfor er det vigtigt med en "tillidsvækkende" pragmatiker som Andreas Keil, mener Tue Hækkerup.
"Vi kommer formentlig til at se Andreas forsøge at genvinde tilliden til, at Socialdemokratiet selvfølgelig skal være med i de vigtige aftaler, fordi partiet udgør midten af rådhuset," siger han.
"Indbegrebet af troværdighed"
Rasmus Steenberger sidder i Københavns Borgerrepræsentation for SF og har blandt andet arbejdet sammen med Andreas Keil i Københavns Kommunes økonomiudvalg. Han omtaler Keil som “driftsikker, troværdig og pålidelig”.
“Man kan snakke med Andreas, og han er god til at samarbejde om et kompromis, når det bliver svært. Det er en vigtig egenskab i politik, så vi ikke står og råber ad hinanden," siger han.
“Hans faglighed som brandmand gør, at han kan holde et køligt overblik, når tingene brænder lidt på,” tilføjer Rasmus Steenberger.
Og så kan det være en fordel at smide brandmandskortet i en tid, hvor tilliden til partiet ligger i den lave ende, siger Jens-Kristian Lütken.
"Ingen kan jo komme i nærheden af en brandmand, der er indbegrebet af troværdighed,” siger han.
Jonas Bjørn Jensen fremhæver, hvordan Andreas Keil ofte under intense arbejdsmarkedsforhandlinger tog ud til arbejdsmarkedets parter og kom hjem med en aftale, alle kunne se sig selv i.
“Jeg tror aldrig, jeg har hørt nogen sige noget dårligt om ham. Og det er ret specielt i et erhverv, hvor det handler om at være uenig," siger Jonas Bjørn Jensen.
Hvad er den bedste grund til at være optimistisk på hans vegne som ny fagborgmester?
“At udgangspunktet er så ufatteligt dårligt, som det er. Og at Andreas er den, han er. Den rigtige til tiden," siger Jonas Bjørn Jensen.
NB-Kommune har forsøgt at få et interview med Andreas Keil. Han er ikke vendt tilbage inden artiklens deadline.
Sidst opdateret: 09/12/2025 - 09:27












































