
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) forsøger at samle flertal for et lovforslag, der kan gøre det muligt at genåbne sager om førtidspension. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Analyse
Udlændingestramning vil udløse nye store administrative byrder i reducerede jobforvaltninger
Mens DF presser på for en kulegravning af førtidspension til indvandrere, advarer kommuner og socialfaglige organisationer mod et bureaukratisk mareridt midt i store besparelser.
Udgivet: 04/12/2025
Tusindvis af medarbejdere i landets jobcentre er enten afskediget eller skal afskediges efter krav fra Folketinget. Alligevel sidder en række partier netop nu og forhandler om en tvungen genåbning af titusindvis af ikke vestlige indvandreres førtidpension, som vil udløse en meget stor ny administrativ byrde.
Den absurditet udstiller et solidt dilemma for beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) og en række af partierne bag beskæftigelsesreformen. På den ene side vil de gerne tage et opgør med bureaukratiet i jobcentrene, men samtidig vil de ikke fremstå blødere end Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken.
Det var netop genåbning af udvalgte førtidspensionssager, herunder drøftelsen af overrepræsentationen af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension, som var på dagsordenen, da ministeren samlede Konservative, Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti samt regeringens egne beskæftigelsesordførere til drøftelser i Beskæftigelsesministeriet på Holmens Kanal i sidste uge.
På dagsordenen stod genåbning af udvalgte førtidspensionssager, herunder drøftelsen af overrepræsentationen af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension.
På mødet blev det understreget, at det – på trods af Danmarks internationale forpligtelser om ikke at forskelsbehandle i adgangen til sociale ydelser – vurderes muligt at udarbejde en model, hvor målgruppen udvælges efter objektive kriterier, eksempelvis på baggrund af socioøkonomiske forhold.
Kaare Dybvad Bek oplyste for nylig, at udspillet ikke handler om at mistænkeliggøre nogen. I stedet handler det om at beskytte tilliden til velfærdssystemet:
“Det undergraver tilliden til velfærdssamfundet, hvis der er borgere, som uberettiget modtager ydelser betalt af skatteborgerne. Det er også helt urimeligt over for alle de førtidspensionister, som helt berettiget er på førtidspension,” skrev han til NB-Beskæftigelse.
Han tilføjede, at der endnu ikke er truffet beslutning om, hvordan en eventuel genåbning skal gennemføres, men at det skal drøftes med partierne i de kommende forhandlinger.
Uklart grundlag og voksende modstand
Mens regeringen søger en juridisk holdbar måde at målrette en sagsgennemgang, vokser modstanden uden for Christiansborg.
Kommuner og organisationer advarer om, at en genåbning af pensionssager vil kræve omfattende ressourcer midt i store personalenedskæringer.
Ifølge jobchef Jesper Dahlgaard i Aalborg Kommune risikerer regeringens plan at kollidere med den konkrete virkelighed i sagsbehandlingen, mens Danske Handicaporganisationer og Dansk Socialrådgiverforening advarer mod nyt bureaukrati og risiko for brud på retssikkerheden.
Alligevel presser Dansk Folkeparti hårdt på for at genåbne ikke vestlige indvandrers førtidspension:
“Den her gavmilde fordeling af førtidspensioner til ikke-vestlige indvandrere kan ikke fortsætte. Det er jo helt vildt,” sagde DF’s beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann til Ekstra Bladet før forhandlingerne.
Ifølge flere kilder markerede Zimmermann sig tydeligt under mødet og pressede hårdt på for, at regeringen skal ”vende bunken” og genåbne sagerne.
Dybvad vil tage dagsordenen fra DF
Den 15. januar har Dansk Folkeparti indkaldt til forspørgselsdebat om netop indvandreres andel af førtidspensionister.
Kilder med kendskab til forhandlingerne vurderer, at Kaare Dybvad Bek arbejder på at få en aftale på plads inden DF’s debat i januar for at forhindre, at partiet får scenen alene til at definere debatten om førtidspensioner.
Ifølge NB-Beskæftigelses oplysninger fortsatte forhandlingerne i tirsdags og igen i dag, den 4. december.
Samtidig vokser uenigheden i kredsen af partier. Radikale Venstres beskæftigelsesordfører Samira Nawa kritiserer i et opslag på Facebook, at forhandlingerne fokuserer på udlændinge, når ministeriets egen analyse viser, at udlændinge ikke længere er overrepræsenterede i tilgangen til førtidspension. Hun kalder det et ”vildspor presset igennem af Dansk Folkeparti” og advarer mod at skabe utryghed blandt tusindvis af førtidspensionister.
Ifølge lovprogrammet kan et forslag om genåbning af sager blive fremlagt i løbet af foråret. Men med juridisk usikkerhed og kritik fra både kommuner, organisationer og dele af støttepartierne står Kaare Dybvad Bek over for en vanskelig balance: - at imødekomme presset fra højre uden at genbelaste beskæftigelsessystemet med nyt bureaukrati.
Sidst opdateret: 04/12/2025 - 12:13












































