- Foto: Odsherred Kommune

Venstre-kvinde vælges atter en gang som borgmester i Odsherred

For fem dage siden forsvandt flertallet bag Venstres Hanne Pigonska, men nu står det samme flertal igen bag hende.

Udgivet: 29/11/2025

Del artiklen:

Venstres Hanne Pigonska kan alligevel samle flertal bag sig i Odsherred Kommune, skriver TV2 Øst.

"Man har haft rigtig god tid til at komme ud og se, om der skulle være andre muligheder, som man bedre kunne se sig selv i. Det har vist sig, at det her er den mest stabile konstellation", siger hun til mediet.

Flertallet består af Venstre, lokallisten Nyt Odsherred, Danmarksdemokraterne, De Konservative, Socialdemokratiet og Liberal Alliance. Tilsammen har de 14 ud af 25 mandater i byrådet.

De samme partier havde dagen efter kommunalvalget 18. november peget på Hanne Pigonska som ny borgmester, men tirsdag trak Danmarksdemokraterne sig fra den konstitueringsaftale. Nu er Danmarksdemokraterne tilbage bag Hanne Pigonska.

Hun blev først sent spidskandidat for Venstre, og ved kommunalvalget sidste tirsdag blev Venstre blot det syvendestørste parti i Odsherred Kommune og gik fra fire til to mandater. Selv fik Hanne Pigonska 316 personlige stemmer i kommunen, og hun er kommet til magten med kun 1,7 procent af stemmerne. Til gengæld har hun masser af erfaring, da hun har siddet i byrådet i 33 år.

Ny viceborgmester bliver John Larsen fra Socialdemokratiet. Han har peget på Hanne Pigonska, selv om der var et rødt flertal i byrådet med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale.

"Fra den røde side har vi ikke været i stand til at kunne tale sammen således, at det med at give og tage lykkedes. Det beklager jeg selvfølgelig meget", siger John Larsen til TV2 Øst.

Nuværende borgmester i Odsherred er Karina Vincentz fra lokallisten Nyt Odsherred, som nu er med i konstitueringsaftalen bag Hanne Pigonska.

Lørdag eftermiddag har De Radikale tilsluttet sig den nye konstitueringsaftale, så der nu er yderligere tre mandater bag den nye borgmester.

/ritzau/

Fik du læst?

Alt kan fortsat ske i Odsherred efter konstitueringsdrama

Fik du læst?

Flertal bag Odsherred-borgmester er væk

Fik du læst?

Venstre lander borgmesterpost trods vælgerlussing

Sidst opdateret: 29/11/2025 - 17:35

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]