"Det er ærgerligt, at Gladsaxe har fået en borgmester, som man ikke kan lave en aftale med," sagde afgående borgmester i Sorø, Trine Græse (S), efter valgnederlag.

"Det er ærgerligt, at Gladsaxe har fået en borgmester, som man ikke kan lave en aftale med," sagde afgående borgmester i Sorø, Trine Græse (S), efter valgnederlag. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Der er gode tabere og dårlige tabere

Det er aldrig sjovt at tabe. I flere kommuner har borgmesterkæden skiftet hænder, og det har medført kraftige reaktioner.

Udgivet: 21/11/2025

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Del artiklen:

Det har været nogle intense døgn siden valget i tirsdags.

I Helsingør nåede Thomas Horn at udråbe sig til socialdemokratisk borgmester, indtil det snævre røde flertal viste sig at være baseret på en række fejlplacerede stemmer.

Det var Thomas Horn selv, der delte nyheden med et budskab om at respektere den kommende fintælling, som alligevel endte med et borgerligt flertal, der gav Benedikte Kiær fire år mere som konservativ borgmester.

Her til morgen erkender Thomas Horn sit nederlag og understreger, at han har "fuld tillid" til valget.

"Som skoleleder har jeg altid sagt til eleverne: 'Husk – man er kun en taber, hvis man opfører sig som én'," lyder det fra Thomas Horn i en pressemeddelelse.

Men det er ikke alle steder, at nederlaget er blevet taget ned på samme fair vis.

"Det er synd for Gladsaxe"

For i Gladsaxe blev Serdal Benli (SF) ny borgmester i en konstituering med LA, Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten og Lokallisten Gladsaxe.

Ikke længe efter stod afgående borgmester Trine Græse (S) på rådhustrapperne og havde grebet mikrofonen. Her sendte hun en halvforkølet lykønskning til den ny SF-borgmester.

"Selvfølgelig vil jeg gerne sige tillykke til dig, Serdal, men jeg bliver nødt til at sige, at det er ærgerligt, at Gladsaxe har fået en borgmester, som man ikke kan lave en aftale med. Det er synd for Gladsaxe, men tillykke til Serdal," sagde hun.

"Snyd" på vægtskålen

Johannes Lundsfryd (S) var godt på vej til at blive genvalgt som Middelfarts borgmester på et spinkelt flertal. Lige indtil hans partifælle Ulla Sørensen tog sit socialdemokratiske mandat og skiftede til Venstre, der snuppede borgmesterposten til Anders Møllegård (V).

Partihoppet resulterede i en demonstration med omtrent 200 utilfredse borgere, mens Lundsfryd omtalte manøvren som "en krænkelse af demokratiet" til TV 2 Fyn.

"Jeg synes, det er unfair at komme mindre end et døgn efter, at vælgerne har sat deres kryds, og sådan set snyde på vægtskålen," sagde han til mediet.

Civiliseret udenpå, primitiv indeni

I Sorø forsøgte Anne Madsen (S) for tredje gang at blive kommunens borgmester. En titel, hun nåede at have i fire dage efter valget i 2021, indtil et partihop skabte et borgerligt flertal og gjorde Gert Jørgensen til konservativ borgmester.

"Det var virkelig en øvelse i at opføre sig civiliseret og samtidig være umanerligt primitiv indeni," sagde hun til NB-Kommune om oplevelsen dengang.

Drømmen om borgmesterposten er heller ikke blevet til virkelighed for Anne Madsen i år, da Radikale og Enhedslisten sprang fra de røde forhandlinger.

De to partier har i stedet lavet en aftale med de blå partier, der gør Jakob Spliid (V) til ny borgmester i Sorø. Det fik Anne Madsen til at sende en stikpille til Enhedslisten og Radikale.

"Hvis man sætter sig ned og laver en aftale, holder man den selvfølgelig. Ellers dør ens troværdighed," sagde hun onsdag til Sjællandske Nyheder.

Fik du læst?

Hun havde været borgmester i fire dage – men så blev hun "røvrendt" af sin kongemager

Sidst opdateret: 21/11/2025 - 12:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]