
Her ses tre af de kendisser, der nu skal give sig i kast med byrådsarbejde. - Foto: BeFunky: Mark O. Madsen og Bjarne Henriksen: Thomas Traasdahl/Ritzau. Joachim Boldsen: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Kendisser tager plads i landets byråd
Kommunalvalgets kandidatlister har flere steder været præget af både kendte og mindre kendte 'kendisser'. Mange af dem er blevet valgt ind.
Udgivet: 20/11/2025
Flere kendte ansigter har opnået valg til landets byråd. Så kan man diskutere, hvem af dem der er henholdsvis a-, b-, c- eller måske endda d-kendisser.
En af de mest kendte, der nok godt kan snige sig op i a-kategorien, er skuespiller Bjarne Henriksen, der er kendt fra et utal af danske film og serier som 'Badehotellet', 'Forbrydelsen' og 'Borgen'.
Han er blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg med 253 personlige stemmer for Socialdemokratiet, og det kom som en stor overraskelse.
"Jeg tænkte 'det var lige godt satans'. Men man skal jo tro på det. Men jeg havde ikke regnet med, at det ville gå sådan uden videre," siger han til Ekstra Bladet.
Mark O. Madsen, der er tidligere MMA-udøver og olympisk bryder, er blevet valgt ind i Guldborgsund for Guldborgsundlisten med 342 stemmer.
Så er tidligere håndboldspiller Joachim Boldsen er blevet valgt ind i Hørsholm for De Konservative med 245 stemmer.
Den nu genvalgte borgmester Morten Slotved (K) har tidligere over for NB-Kommune sat ord på Boldsens kandidatur.
"Han er en stærk personlighed med nogle gode, stærke holdninger. Jeg tror, at han har gode chancer for at blive valgt ind," sagde han.
Der er også kendisser fra den politiske verden. De tæller blandt andre folketingsmedlem og tidligere erhvervsminister Rasmus Jarlov, der var spidskandidat for De Konservative i Roskilde og gik efter at blive borgmester.
Han sikrede partiet en fremgang på 3,8 procentpoint, men det lykkedes alligevel den siddende borgmester Thomas Breddam (S) at samle et flertal bag sig trods en socialdemokratisk tilbagegang på 6,7 procentpoint.
En anden kendt politiker med braste borgmesterdrømme er folketingsmedlem og tidligere energiminister Lars Christian Lilleholt, der forsøgte at vippe Peter Rahbæk Juel (S) af pinden i Odense.
Den drabsdømte tidligere rocker, Jørn 'Jønke' Nielsen, opnåede ikke valg i Odense. Tidligere SF-formand Anette Vilhelmsen, der stillede op i Svendborg Kommune, blev heller ikke valgt.
Andre kendisser, der blev valgt ind
Tidligere cykelrytter Brain Holm (K) med 844 stemmer i Frederiksberg Kommune.
Tidligere tv-vært og medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard (V) med 397 stemmer i Gentofte Kommune.
Deltager i 'Gift ved første blik' Lasse Vilhelmsen (K) med 353 stemmer i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Politiinspektør Kim Kliver (V) med 1.265 stemmer som spidskandidat for Venstre i Solrød Kommune.
Folketingsmedlem og ekspert i tv-programmet 'Luksusfælden' Mette Reissmann (S) – med 1.170 stemmer i Københavns Kommune.
Sidst opdateret: 20/11/2025 - 17:26












































