
- Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Her er de største stemmeslugere fra regionsrådsvalget
Venstre-kandidat topper listen over de største stemmeslugere til regionsrådsvalget 2025.
Udgivet: 20/11/2025
Ved tirsdagens valg til regionsrådene kom ingen af kandidaterne i nærheden af rekorden for personlige stemmer.
Dansk Folkeparti stillede ellers med velkendte landspolitiske ansigter i form af Pia Kjærsgaard og Peter Kofod.
Det var dog ikke nok til at slå de 147.486 stemmer, som økonomiminister Stephanie Lose (V) fik, da hun stillede op til rådet i Region Syddanmark i 2021. Det høje stemmetal svarede til, at Lose fik over hver femte stemme i regionen.
Herunder kan du se de største stemmeslugere fra regionsrådsvalget 2025:
Mads Duedahl (V), Region Nordjylland: 10,7 procent
Mads Duedahl sikrede Venstre formandsposten i det nordjyske regionsråd og titlen som landets største stemmemagnet målt på procentuel fordeling.
Den nye formand fik 35.683 personlige stemmer, hvilket svarer til 10,7 procent af dem, der stemte i regionen.
Ved regionsrådsvalget i 2021 fik Duedahl 22.007 krydser ud for sit navn. Det svarede til 6,8 procent af regionens afgivne stemmer.
Pia Kjærsgaard (DF), Region Østdanmark: 6,5 procent
I Region Østdanmark stemte 1.508.206 borgere til valget. Her satte 98.836 kryds ved Pia Kjærsgaard, hvilket er flest personlige stemmer i den nye storregion.
Kjærsgaard stillede op til formandsposten i regionsrådet, men måtte se sig slået af Socialdemokratiet, der blev størst i regionen og sendte Lars Gaardhøj (S) i formandsstolen.
"Mor er ikke vred, mor er skuffet," lød det fra Pia Kjærsgaard til DR.
Arne Boelt (S), Region Nordjylland: 5,3 procent
Socialdemokratiets Arne Boel fik næstflest stemmer i Region Nordjylland. Med 17.470 personlige stemmer fik han 5,3 procent af de afgivne stemmer i regionen.
Anders Kühnau (S), Region Midtjylland: 4,9 procent
Efter otte år i spidsen for Region Midtjylland måtte Anders Kühnau takke af på formandsposten i regionsrådet.
38.091 borgere satte kryds ud for hans navn, hvilket svarer til 4,9 procent. Dermed går han tilbage fra forrige valg, hvor 6,4 procent af stemmerne gik til den afgående formand.
Peter Kofod (DF), Region Syddanmark: 4,8 procent
I Region Syddanmark stemte 683.794 borgere til regionsrådsvalget.
Her blev Peter Kofod regionens største stemmesluger med 27.899 personlige stemmer, hvilket svarer til 4,8 procent af stemmerne.
Bo Libergren (V), Region Syddanmark: 3,6 procent
Venstres Bo Libergren fik næstflest stemmer i Region Syddanmark, men sikrede sig rådets formandssæde.
24.578 borgere satte kryds ved Libergren, hvilket svarer til 3,6 procent af de afgivne stemmer.
Anders G. Christensen (V), Region Midtjylland: 1,9 procent
Anders G. Christensen, der er tidligere borgmester i Favrskov, bliver ny formand i Region Midtjylland for Venstre.
Med 14.876 krydser ud for sit navn fik han 1,9 procent af de afgivne stemmer i regionen.
Lars Gaardhøj (S), Region Østdanmark: 1,7 procent
Når Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver til Region Østdanmark kan Lars Gaardhøj stadig kalde sig formand.
Gaardhøj, der i dag er formand i Region Hovedstaden, er nemlig blevet valgt som formand for Region Østdanmark.
Socialdemokraten blev nummer to på listen i regionen. Han fik 25.062 personlige stemmer, hvilket svarer til 1,7 procent af stemmerne.
Sidst opdateret: 20/11/2025 - 17:24




















































