- Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Pelle Dragsted sender advarsel til S-borgmesterkandidater i hele landet

Borgmesterkandidater fra Socialdemokratiet kan ikke regne med støtte fra Enhedslisten som tidligere. Politisk ordfører Pelle Dragsted bryder sig ikke om, hvordan Socialdemokratiet behandler Enhedslisten i valgkampen - især i København.

Udgivet: 15/11/2025

Del artiklen:

Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted siger, at de socialdemokratiske byrødder, som rækker ud efter borgmesterposter landet over, ikke kan regne med støtte fra Enhedslisten som tidligere.

"Når jeg snakker med vores lokale byrødder og kandidater, både når det gælder regioner og kommuner, er det tydeligt, at den her arrogance fra socialdemokraterne, oven i alt det andet, som har slået skår i vores relation til dem, selvfølgelig betyder noget, når der skal laves konstitueringsforhandlinger. Den automatik, vi måske ofte har haft, den skal man mange steder ikke regne med længere", siger Pelle Dragsted til Politiken.

Han mener blandt andet, at Socialdemokratiet og den socialdemokratiske kandidat til overborgmesterposten i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, har ført en "skræmmekampagne" i København.

Hun har meldt ud, at hun hverken vil lægge stemmer til en overborgmester fra Enhedslisten eller SF. Det er med henvisning til Line Barfod (EL) og Sisse Marie Welling (SF), der ligeledes rækker ud efter overborgmesterposten.

Desuden har det ifølge Dragsted ikke hjulpet på forholdet mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten, at Socialdemokratiet efter folketingsvalget i 2022 gav rød blok den kolde skulder og i stedet dannede en midterregering med Venstre og Moderaterne.

Dragsted tilføjer dog, at "hvem vi peger på lokalt, er 100 procent en lokal beslutning".

Det er altså ikke noget, han bestemmer og tager beslutninger om fra Christiansborg. Men Dragsted siger, at der både kommunalt og regionalt er EL-kandidater, som kan være klar til at pege på blå partier, hvis det giver mening, og at SF er den oplagte samarbejdspartner for Enhedslisten.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger til Politiken, at partiet altid gerne vil samarbejde med andre partier, og at Socialdemokratiet og Enhedslisten har haft et "fornuftigt" samarbejde på flere områder.

I en skriftlig kommentar til Ritzau langer Rabjerg Madsen ud efter Dragsted og Enhedslisten. Han minder om, at Barfod har meldt ud, at det vigtigste ikke er at få posten som overborgmester, selv om Enhedslisten bliver det største parti, men at det vigtigste er, at Socialdemokratiet ikke får den.

"Det er Enhedslisten selvfølgelig i sin gode ret til. Men at komme bagefter og sige, at det er os, der har opskaleret en konflikt, kan jeg slet ikke genkende. Vi har valgt at svare på Enhedslistens skræmmekampagne ved at gøre opmærksom på deres politik", siger Rabjerg Madsen.

Københavns Kommune har haft en socialdemokratisk overborgmester, siden posten blev skabt i 1938, men partiet har haft magten i landets hovedstad i over 100 år.

Men ifølge meningsmålingerne står den stime til at falde. Socialdemokratiet har de seneste uger kastet en række ministre ind i valgkampen i København for at advare om Enhedslisten og SF. Lørdag er turen kommet til finansminister Nicolai Wammen (S). Han mener kort fortalt, at Enhedslisten ikke har evnerne til at lede København, skriver han på Facebook.

Der er valg til kommuner og regioner på tirsdag.

/ritzau/

Sidst opdateret: 15/11/2025 - 17:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]