
En række kandidater til kommunalvalget i København har skrevet under på, at de vil arbejde for at trække investeringer for 1,2 milliarder kroner tilbage fra virksomheder, der ifølge kampagnen "Stem Palæstina" går til virksomheder, der er medskyldige i Israels besættelse. Faktatjekmediet TjekDet har undersøgt, hvor kommunens penge faktisk ender. - Foto: Fra kampagnens hjemmeside
72 kandidater i København underskriver Palæstina-krav
Kandidaterne har skrevet under på at ville droppe kommunens investering på 1,2 mia. i virksomheder, der “medskyldige i Israels folkedrab og besættelse af Palæstina,” men to økonomiprofessorer kalder kravet "skødesløst" og "meningsløst".
Udgivet: 13/11/2025
72 kandidater til kommunalvalget i København har skrevet under på at ville droppe kommunens investering på 1,2 milliarder i virksomheder, der er “medskyldige i Israels folkedrab og besættelse af Palæstina”.
Det er kampagnen Stem Palæstina, der står bag indsamlingen af underskrifter - heriblandt fra Enhedslistens, Frie Grønnes, og Alternativets spidskandidater.
Men over halvdelen af beløbet på 1,2 milliarder kroner består af Københavns Kommunes beholdning af realkreditoblikationer i Nordea. Der er altså tale om penge, som finansierer danskernes boliglån.
Det skriver faktatjekmediet TjekDet.
Ifølge to økonomiprofessorer giver kampagnen og politikerne derfor et vildledende billede af, hvor kommunens penge faktisk ender.
“Det giver meget lidt mening at angribe realkreditobligationer. Der er jo ikke tale om lån til Nordea som selskab. Realkreditobligationer er udstedt med det formål at finansiere fast ejendom i Danmark,” siger Peter Løchte Jørgensen, der er økonomiprofessor på Aarhus Universitet.
Når Nordea overhovedet er landet på kampagnens liste, skyldes det ifølge kampagnen, at Nordea låner penge ud til og investerer i virksomheder, som har aktiviteter i Israel eller i de besatte områder. En af virksomhederne er Carlsberg, som også er på Stem Palæstinas liste.
Carlsberg er øjensynligt på listen, fordi et israelsk bryggeri, Central Beverage Company, har licens til at producere og distribuere Carlsberg-øl i Israel. Det israelske bryggeri har angiveligt et lager på den besatte vestbred.
Ifølge økonomerne tjener Københavns Kommune ganske vist penge på realkreditobligationer. Det samme gør Nordea på at udstede lån og obligationer. Men Stem Palæstina og kandidaterne, der har skrevet under, bør spørge sig selv, om deres krav om at frasælge egentlig har en effekt i palæstinensiske områder, siger Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet til TjekDet.
“Jeg synes ikke, det er seriøst at forholde sig så generelt og skødesløst til de her ting. Jeg synes ikke, at det giver nogen særlig stor mening politisk set, fordi det har jo ingen betydning for Palæstina, om Københavns Kommune har købt realkreditobligationer udstedt af Nordea,” siger Per Nikolaj Bukh.
Trods kritikken fastholder Alternativets spidskandidat, Karoline Lindgaard, sin underskrift.
“Når jeg siger, at kommunen er medskyldig i folkedrab, handler det ikke om at skabe skræmmebilleder, men om at tage etisk og politisk ansvar. Hvis vores investeringer, direkte eller indirekte, bidrager til virksomheder, der bryder menneskerettighederne og støtter Israels krigsførelse mod civile, så har vi et medansvar. Det ansvar kan vi ikke bare vaske hænder for ved at henvise til tekniske detaljer i investeringsstrukturen.”
TjekDet spurgt Stem Palæstina, hvilken gevinst palæstinensere i Gaza har af, at Københavns Kommune sælger deres realkreditobligationer. Hertil svarer kampagnens pressearbejder Rikke Krogh Fürbringer:
“Et frasalg fra kommunens side har både etisk og politisk betydning: Det markerer, at offentlige midler ikke bør investeres i selskaber, der medvirker til folkeretsbrud.”
Det har ikke været muligt for TjekDet at få en kommentar fra Enhedslistens spidskandidat Line Barfod, som også har skrevet under.
Sidst opdateret: 13/11/2025 - 11:09












































