LA's kommunalordfører Carl Andersen vil indføre en garanti for sagsbehandlingstiderne på byggesager.

LA's kommunalordfører Carl Andersen vil indføre en garanti for sagsbehandlingstiderne på byggesager. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

LA vil belønne kommuner med 50 mio. for kort byggesagsbehandling

En kort byggesagsbehandling er ifølge Liberal Alliance så vigtig for udviklingen i kommunerne, at partiet vil bruge 50 mio. kr. til at belønne de kommuner, som er hurtigst til at behandle ansøgninger om byggeri.

Udgivet: 03/11/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Fire ud af ti kommuner lever ikke op til det aftalte servicemål for behandling af ansøgninger om boligbyggeri, som ifølge en aftale mellem regeringen og KL, er fastsat til 40 dage for byggesagsbehandling vedrørende enfamiliehuse og 60 dage for etagebyggeri til bolig.

Det er Liberal Alliance så utilfreds med, at partiet vil ændre målsætningen til en garanti, og samtidig belønne de kommuner, som lever op til garantien, med løn til en ekstra medarbejder for en gennemsnitskommune. Samlet vil forslaget give 50 millioner kroner til kommuner, og samtidig skal servicerammen hæves med det samme beløb.

”Langsommelig sagsbehandling sætter alting i stå. Håndværkerne kan ikke komme i gang ,og borgerne kan ikke få klarhed over fremtiden. I en tid hvor der er pres på boligmarkedet de større byer, og hvor stadig færre bor i en ejerbolig på trods af at det er deres store drøm, så er det oplagt at se på byggesagsbehandlingstiderne i kommunerne” siger kommunalordfører Carl Andersen (LA).

Han fremhæver, at der er stor forskel på serviceniveauet alt efter hvor du er i landet. På Frederiksberg tager det ifølge LA f.eks. 125 dage, mens det i Esbjerg klares på blot 21 dage at få tilladelse til et enfamiliehus. Det samme ses på etagebyggerier hvor det f.eks. tager 128 dage i Odense, men blot 41 dage i København. Sådan bør det ikke være fremover, hvis det står til Liberal Alliance.

Konkret forslår partiet, at de kommuner som overholder servicemålet belønnes økonomisk med et kontant tilskud.

”Vi vil gerne skabe et positivt incitament til at overholde servicemålene for landets kommuner. Det skal simpelthen ikke være langsommelig kommunal sagsbehandling, som bremser borgernes boligdrømme.” siger Carl Andersen.

Kommunalordføreren har ikke lagt sig fast på den konkrete fordelingsmodel endnu:

”Der er jo stor forskel på kommunernes størrelse og antallet af sager. Derfor kræver det en mere dybdegående analyse, som vi ikke har mulighed for at udføre som parti,” siger Carl Andersen.

Sidst opdateret: 03/11/2025 - 10:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]