- Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Regeringen sender millioner til udbygning af vejnet i Jylland

Tung transport af stadig større vindmølleelementer gør det nødvendigt at udbygge vejnettet fra Brande og Give til Esbjerg Havn. Staten og lokale kommuner finansierer udbygningen i fællesskab.

Udgivet: 31/10/2025

Del artiklen:

Regeringen afsætter 138 millioner kroner, som skal være med til at sikre transport af store vindmølleelementer.

Sammen med lokale kommuner vil regeringen finansiere en udbygning af vejnettet fra Brande og Give til Esbjerg Havn.

"Med den kommende udbygning af vejene vil Danmark både kunne bevare sin grønne førerposition, mens det bliver mindre generende at være nabo til vindmølletransporten", siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

Vejnettet skal udbygges fra virksomhederne Welcon og Siemens Gamesas produktionsfaciliteter i Brande og Give til Esbjerg Havn.

Vindmøllerne bliver større

Vindmølledelene bliver større og tungere, og derfor er der behov for at udbygge vejnettet. Flere steder på landevejen mellem Give, Brande og Esbjerg Havn er det svært for særtransporterne at passere vejkryds og bygninger. Andre steder kommer de for tæt på elledninger.

"Vi har et fælles ønske om at fastholde vindmøllearbejdspladserne i Midtjylland", siger transportminister Thomas Danielsen (V) og fortsætter:

"Derfor har vi valgt at bevillige midler til at udvide særtransportkorridoren mellem Midtjylland og Esbjerg, så det er muligt for virksomhederne at få transporteret de stadigt større vindmøllerelementer til Esbjerg Havn", siger han.

Staten vil finansiere udgifter i forbindelse med opgraderingen af statsveje. Kommunerne i Esbjerg, Vejle, Ikast-Brande og Billund finansierer udgifterne til at opgradere de kommunale veje.

Størstedelen af midlerne kommer fra "Pulje til Land og By" i Infrastrukturplan 2035.

/ritzau/ SA

Sidst opdateret: 31/10/2025 - 09:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]