
Danske Spil har i alt 183 muligheder for at oddse på udfaldet ved kommunalvalget. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Nu kan man oddse på kommunalvalget
Danske Spil har offentliggjort deres odds for kommunalvalget. De tager udgangspunkt i, om en borgmester, kandidat eller et parti får borgmesterposten eller ej.
Udgivet: 30/10/2025
Kommunalvalget nærmer sig, og det betyder også gætterier, prognoser og analyser. Nu tilslutter Danske Spil sig med deres vurdering af, hvem der har størst sandsynlighed for at blive genvalgt.
Ifølge Danske Spil har Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S), størst chance for genvalg. Man får nemlig pengene 11 gange igen, hvis hun ikke bliver genvalgt.
Christina Krzyrosiak Hansen sidder da også solidt på magten i Holbæk og fik ved sidste valg 46 procent af alle stemmer i kommunen.
Andre sikre bud på borgmestre, der bliver genvalgt, er ifølge Danske Spils bookmakere Lasse Frimand Jensen (S) i Aalborg, Maja Højgaard (S) i Brøndby, Michael Fenger (K) i Gentofte, Dorte West (V) i Herning og Sofia Osmani (K) i Lyngby-Taarbæk.
Alle giver de pengene 10 gange igen, hvis de ikke opnår genvalg.
Der er indtil videre ikke mulighed for at oddse på udfaldet i Allerød, Bornholm, Holstebro, Langeland, Læsø, Samsø og Sorø kommuner.
Man skal dog være opmærksom, hvis man tænker, at det lyder fristende at spille på kommunalvalget. En kandidat må nemlig ikke spille på sig selv.
For selvom Spilleloven kun sætter begrænsninger for, hvor gammel man skal være for at spille, har Danske Spil en række retningslinjer, man skal overholde.
Dem kan du se under tabellen.
Danske Spils spilleregler for Oddset
Brug af insiderviden og spil på egne kampe:
27. En kunde må ikke indgå et væddemål på væddekampe (herunder kampe og turneringer), hvori kunden selv er deltager, dommer, eller på anden måde kan udøve indflydelse på udfaldet af væddemålet.
28. En kunde må ikke indgå et væddemål, når kunden er i besiddelse af insiderviden, som sætter kunden i en position, hvor kunden opnår en uberettiget fordel i forhold til personer, der ikke er i besiddelse af denne viden (misbrug af insiderviden).
Specifikke regler om væddemål på politiske begivenheder:
78. Politik
78.1 Væddemål placeret på en navngiven person vil fortsat være gældende, uanset den pågældende person trækker sig fra valget, eller af andre årsager ikke deltager i valget.
78.2 Væddemål placeret på et navngivet parti vil blive annulleret, såfremt det pågældende parti trækker sig fra valget, eller af andre årsager ikke deltager i valget.
78.3 Uanset at Danske Licens Spil tilføjer/fjerner udfald, vil væddemål placeret på øvrige udfald fortsat være gældende.
Kilde: Danske Spil
Sidst opdateret: 04/11/2025 - 11:23












































