- Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Meningsmåling: 10 borgmestre sidder mere usikkert, 6 kan sove mere roligt

En stor meningsmåling med tal fra alle kommuner rykker ved forventningerne i mange kommuner. Mens V og K kan glæde sig over bedre udsigter mange steder, så ser tallene ud til at øge risikoen for S.

Udgivet: 22/10/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Den nye meningsmåling fra Constructive Institute er usikker, men den giver et fingerpeg om ændrede forventninger i en række kommuner. NB-Kommune giver dig her et overblik over de 19 kommuner, som vi særligt bider mærke i.

Vi har her valgt at fokusere på de forskydninger mellem blokkene i meningsmålingen, som rykker mest ved de hidtidige forventninger. Oversigten nedenfor er altså ikke udtryk for, hvilke borgmestre som sidder mest sikkert eller usikkert, men alene hvor forventningerne med meningsmålingen rykker sig mest.

10 borgmestre sidder mere usikkert

Esbjerg: Med kun 29 procent af vælgerne står Venstre til markant lussing i Esbjerg, men da stemmerne i høj grad går til Danmarksdemokraterne, så peger det fortsat på, at Jesper Frost Rasmussen kan fortsætte. Men det kan blive mere spændende end ventet, da der ifølge meningsmålingen ikke længere er et meget sikkert blåt flertal, men blot et blåt flertal. Det er dog værd at bemærke, at Socialdemokratiet lokalt er præget af kaos, og det kan få en betydning, når valgkampen for alvor går i gang.

Faxe: Det blå flertal er ifølge meningsmålingen væk, og dermed er Faxe angiveligt en kommune, som er i spil.

Frederikshavn: Borgmesterskifte og havneskandale ser ud til at koste Socialdemokratiet dyrt. Det meget sikre røde flertal er ifølge meningsmålingen væk, og dermed kan det meget nemt ende med enten en blå borgmester, eller at SF får så stærkt et mandat, at de kan snuppe borgmesterposten med borgerlig hjælp.

Frederikssund: Ifølge meningsmålingen svinger vælgerne i Frederikssund mod blå blok, der lige præcis får flertal. Tallene er små, men usikkerheden om borgmester Tina Tving Staunings genvalg er øget.

Holstebro: Meningsmålingen giver et meget sikkert blåt flertal i Holstebro, og dermed er sandsynligheden for et skifte fra Socialdemokratiet til Venstre øget betydeligt. Det vil nu være en overraskelse, hvis Venstre ikke vinder kommunen.

Køge: Meningsmålingen giver blåt flertal i Køge på 54 procent, og dermed er usikkerheden om genvalget af Socialdemokratiets næstformand Marie Stærke øget.

Lejre: Ifølge meningsmålingen er det spinkle blå flertal i Lejre væk, og dermed stiger usikkerheden for genvalg af Venstres Tina Mandrup som borgmester.

Lolland: Det sikre røde flertal på Lolland er ifølge meningsmålingen væk, og kan gøre det forventede sikre genvalg af borgmester Holger Schou Rasmussen (S) lidt mere usikkert end ventet.

Silkeborg: Meningsmålingen giver et spinkelt blåt flertal i Silkeborg, og det øger usikkerheden om S-borgmester Helle Gade kan fortsætte. Reelt set understreger det blot, at alt kan ske i Søhøjlandets hovedstad.

Sorø: Ifølge meningsmålingen skifter Sorø fra blåt til rødt flertal, og dermed øges sandsynligheden for, at Sorøs dage som en konservativ ledet kommune kan være talte.

6 borgmestre kan sove mere roligt

Aalborg: Lasse Frimand får et styrket rødt flertal bag sig, og kan ifølge meningsmålingen forvente et sikkert rød flertal.

Dragør: Med 47 procent til De Konservative står borgmester Kenneth Gøttrup angiveligt til et kanonvalg, og dermed er det svært at se, at De Konservative skulle miste hovedstadskommunen.

Favrskov: Står til at få et sikkert blåt flertal, og med 25 procent bliver borgmesterpartiet Konservative klart største parti. Genvalg af Lars Storgaard ser mere og mere sikkert ud.

Frederiksberg: Med kun 43 procent til blå blok og 51 procent til rød blok ser chancen for genvalg af Michael Vindfeldt ud til at være mere sikkert end ventet.

Glostrup: Ifølge meningsmålingen står rød blok til markant fremgang takket være godt SF-valg, og det øger umiddelbart sikkerheden for genvalg af borgmester Kasper Damsgaard (S).

Hedensted: Venstreborgmesteren Ole Vind står til at få et meget sikkert blåt flertal med Venstre som klart største parti , og dermed er hans chancer for genvalg øget markant grænsende til det sikre.

Klare pejlinger for tre kommuner med sikkert skifte

Kolding: Med et meget sikkert blåt flertal i Kolding, så øger meningsmålingen sandsynligheden for ,at Venstre tager Kolding. Med de nye tal vil det faktisk være en betydelig overraskelse, hvis det ikke sker.

Langeland: Ifølge meningsmålingen er det røde flertal i Langeland væk, og dermed understreger det, alt kan ske i Langeland.

Bornholm: Socialdemokratiet står til at blive klart det største parti, men meningsmålingen måler næppe de mange lokallister på klippeøen korrekt. Selvom der ifølge meningsmålingen er dødt løb mellem rød og blå blok, så står Socialdemokratiets Anne Thomas med 29 procent til Socialdemokratiet fortsat som en klar favorit.

Værd at vide om Epinions meningsmålinger for hver af kommunerne og regionerne

Et tilfældigt og repræsentativt udsnit af voksne danskerne er blevet inviteret til at svare i perioden 4. september til 13. oktober via Digital Post. Mere end 100.000 borgere har svaret.

Epinions meningsmålinger stilles til rådighed for alle medier, politikere og borgere. Du kan finde den på Constructive Institutes hjemmeside her.

Resultaterne skal læses med opmærksomhed på, at en meget stor andel af vælgerne stadig ikke har taget stilling til lokalpolitiske spørgsmål og er uafklarede om deres partivalg.

På tværs af kommunerne svarer cirka halvdelen af vælgerne, at de vil stemme, men endnu ikke ved på hvem. Det er en meget stor gruppe. Når ca. 50 procent af respondenterne er uafklarede, betyder det, at partiernes aktuelle opbakning kan ændre sig markant frem mod valget, og tallene skal tolkes med stor forsigtighed. Særligt ved kommunalvalg gælder det, at mange vælgere venter med at beslutte sig, til de har set kandidaterne og de lokale temaer.

Der er statistisk usikkerhed omkring resultaterne. Selvom der for hvert lokalvalg er omkring 1.000 besvarelser, er det mange steder kun omkring halvdelen, der peger på et partivalg. Jo større statistisk usikkerhed, jo større interval vil det enkelte partis opbakning ligge indenfor. For alle resultater i målingen angives denne usikkerhed.

Det er bemærkelsesværdigt, at omkring 95 procent af respondenterne i undersøgelsen svarer, at de forventer at stemme, når valgdeltagelsen ved de seneste kommunal- og regionsrådsvalg har ligget på omkring 70 procent. Det er dog et velkendt fænomen, at vælgere overvurderer deres sandsynlighed for at stemme, blandt andet fordi det opleves som socialt ønskværdigt at sige, at man deltager. Det bør således læses som et udtryk for høj stemmemotivation – ikke som en prognose for den endelige valgdeltagelse.

Sidst opdateret: 22/10/2025 - 13:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]