Udvalgsformand Vibeke Grave (S) står i spidsen for Lolland Kommunes nye investering i beskæftigelsesområdet. Sammen med Den Sociale Investeringsfond vil kommunen hjælpe sårbare borgere tættere på arbejdsmarkedet – og samtidig nedbringe antallet af førtidspensioner.

Udvalgsformand Vibeke Grave (S) står i spidsen for Lolland Kommunes nye investering i beskæftigelsesområdet. Sammen med Den Sociale Investeringsfond vil kommunen hjælpe sårbare borgere tættere på arbejdsmarkedet – og samtidig nedbringe antallet af førtidspensioner. - Foto: Lolland Kommune.

Lolland vil bremse førtidspensioner med ny indsats for sårbare borgere

Med støtte fra Den Sociale Investeringsfond vil Lolland Kommune hjælpe 360 udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet gennem en helhedsorienteret indsats, hvor virksomhedskontakt kobles med social- og sundhedsfaglig støtte.

Udgivet: 02/10/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Lolland Kommune sætter nu ind med en ny beskæftigelsesindsats, der skal give sårbare borgere bedre muligheder for at blive en del af arbejdsfællesskabet – og på sigt nedbringe antallet af førtidspensioner.

Det skriver NB-Beskæftigelse.

Kommunen har indgået et samarbejde med Den Sociale Investeringsfond (DSI) om at investere 15,5 millioner kroner i en indsats, der over tre år skal omfatte omkring 360 aktivitetsparate borgere og personer i ressourceforløb over 30 år.

Ifølge Vibeke Grave (S), formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, er indsatsen en del af en bredere omlægning af Lollands beskæftigelsespolitik.

”Vi har tidligere haft meget fokus på de sociale værdier i indsatsen, men nu går vi mere målrettet på virksomhedsrettede løsninger. Med det arbejdsmarked, vi har lige nu på Lolland, hvor ledigheden ligger under landsgennemsnittet. Det giver selv de mest udsatte borgere en større chance for at komme i arbejde.

Derfor giver det mening at lave en ekstra indsats netop nu,” siger hun og peger på både Femern-projektet og Vestas i Nakskov som store drivkræfter på det lokale arbejdsmarked.

Indsatsen bygger på den evidensbaserede IPS-metode, hvor hver borger får tilknyttet en fast jobformidler i op til et år. Formidleren skal både hjælpe med virksomhedskontakt og koordinere med sociale og sundhedsfaglige tilbud som psykiatri, misbrugsbehandling og kommunale indsatser.

"Det handler ikke kun om job, men om livskvalitet. Vi vil møde borgerne med individuelle løsninger og skabe sammenhæng på tværs af indsatser – og vi tror på, at det kan gøre en livsændrende forskel for den enkelte,” siger Vibeke Grave.

Social investering med resultatafhængig betaling

Samarbejdet er tilrettelagt som en social effektinvestering, hvor DSI stiller risikovillig kapital til rådighed. Kommunen betaler kun pengene tilbage, hvis indsatsen skaber de aftalte resultater. Effekterne måles helt frem til 2032.

Vibeke Grave ser modellen som en mulig inspiration for andre kommuner, ikke mindst i lyset af de kommende besparelser, som følge af beskæftigelsesreformen.

”Jeg tror, vi vil se flere kommuner gå den vej. Når vi står med store krav om effektiviseringer, er det en fordel at kunne igangsætte indsatser, hvor risikoen er mindre for kommunen. Samtidig betyder det, at vi målretter indsatsen mod nogle meget udsatte grupper, som ellers ofte har svært ved at få fodfæste,” siger hun.

Den nye indsats på Lolland falder sammen med, at beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek har meldt ud, at en af hans første store opgaver bliver at nedbringe antallet af førtidspensionister – særligt blandt unge.

Her ser Vibeke Grave et klart fælles fodslag:

”Jeg er helt enig med ministeren i, at vi skal gøre alt for at undgå, at mennesker ender på en varig ydelse, hvis der er andre muligheder. Derfor viser vi her, hvordan udsatte borgere kan fastholdes tættere på arbejdsmarkedet. Det handler om at tage fat tidligt og bruge de muligheder, der er i lovgivningen, inden vi griber til førtidspension.”

Ifølge Vibeke Grave er der også et økonomisk perspektiv i indsatsen. For hver borger, der kommer ud af offentlig forsørgelse, sparer kommunen omkring 80 procent af udgiften til vedkommendes ydelse. Samtidig fastholdes personalet i projektperioden.

”Vi har været ambitiøse i forhold til antallet af borgere i projektet og forventer nok ikke, at det lykkes at få alle ud. Men for hver enkelt borger, der får et job og en bedre livskvalitet, er der både en menneskelig og økonomisk gevinst,” siger hun.

Sidst opdateret: 02/10/2025 - 12:12

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]