
- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Budget i Randers giver håndsrækning til festival og festuge
Udgivet: 02/10/2025
I Randers Kommune er budgettet for det kommende år faldet på plads med både midler til børn, kultur og socialområdet.
Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Budgetaftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og løsgængerne Daniel Madié, Bo Vestergaard og Jens Peter Hansen.
På dagtilbuds- og skoleområdet er der både midler til en ny daginstitution i Assentoft, bedre normeringer på specialskoleområdet og et generelt løft af det almene skoleområde med 7,2 millioner kroner i 2026 og 4,8 millioner kroner i 2027.
Derudover har man også valgt at eftergive på socialområdet - her er der tale om 55,3 millioner kroner hos børnehandicap, 152 millioner hos voksenhandicap samt 12,3 millioner kroner hos den del af familieområdet, der vedrører socialt udsatte børn og unge.
Også kulturen får en håndsrækning i budgetaftalen. Blandt andet afsættes der yderligere 100.000 kroner årligt til Randers Festuge, mens at der reserveres 750.000 kroner i 2026 til at støtte festivalen Blå Sol.
"Vi har indgået en rigtig god budgetaftale. Den investerer både i dagtilbud, skoler og vores ældre. Samtidig er der i aftalen en stor anerkendelse af social- og familieområdets udfordringer. Vi har lavet en økonomisk forsvarlig aftale, hvor vi investerer i mennesker, velfærd, midtbyen og bæredygtige lokalsamfund," siger borgmester Torben Hansen (S) i pressemeddelelsen.
Vi samler budgetforligene i takt med, at de falder på plads. Læs andre kommuners budgetforlig her: https://www.nb-kommune.dk/temaer/budget-2026
TB
Sidst opdateret: 07/11/2025 - 13:58
Temaer: Budget 2026













































