
- Foto: Bornholms Regionskommune
Borgerservice på Bornholm udsat for bombetrusler
Udgivet: 01/10/2025
I går modtog Bornholms Politi en anmeldelse om bombetrusler mod Borgerservice i Rønne og et slagteri.
Det fremgår af døgnrapporten fra Bornholms Politi.
Af døgnrapporten fremgår det, at truslerne blev indgivet telefonisk.
"Politiet kørte til slagteriet samt Borgerservice, og ud fra en samlet vurdering blev det skønnet, at der ikke var grund til at antage, at der reelt var bomber placeret nogen af stederne", lyder det i rapporten.
Hverken Borgerservice eller slagteriet blev evakueret i forbindelse med bombetruslerne, oplyser Bornholms Politi.
Politiet har anholdt en 42-årig mand, som blev lokaliseret i Aalborg, og der er rejst sigtelse mod ham.
/ritzau/
Sidst opdateret: 01/10/2025 - 11:38












































