
- Foto: Kalundborg Kommune
Velfærdsbudget i Kalundborg Kommune opjusteres med millioner
Udgivet: 25/09/2025
I Kalundborg Kommune er budgettet for 2026 i hus med midler til blandt andet specialtilbud, ældreområdet samt vedligeholdelse af kommunernes skoler og generel teknisk drift og service - såsom udskiftning af gynger og opfyldning af sand i sandkasser.
"Det er velkendt, at Kalundborg Kommune har en god økonomi, grundet en meget positiv udvikling i erhvervslivet og nu også på uddannelses- og forskningsområdet. Samtidig har vi været bevidste om, at en vedvarende sikker økonomistyring er grundlaget for fortsat udvikling," fremgår det af pressemeddelelsen fra kommunen.
Sidste år indgik parterne en toårig budgetaftale på grund af en midlertidig indtægtsnedgang, der kunne have udløst en sparerunde, men indtægterne er steget igen, og i år kan kommunen opjustere udgifterne til velfærd med 41,85 millioner kroner årligt samt anlægsinvesteringer til 170 millioner kroner hvert år de næste fire år.
"Samlet betyder det, at den nye kommunalbestyrelse, der tiltræder 1. januar, overtager en meget robust økonomi med budgetter i balance og godt 300 mio. kr. i frie midler til anlæg," lyder det i pressemeddelelsen.
NB-Kommune dækker løbende kommunernes budgetaftaler for 2026. Se de andre kommuners budgetforlig her: https://www.nb-kommune.dk/temaer/budget-2026
TB
Sidst opdateret: 02/10/2025 - 15:18
Temaer: Budget 2026













































