- Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Minister vil ændre planloven, så der kan bygges nye boliger på landet

Kommunerne får mulighed for at placere nye boliger i landzone på mere attraktive beliggenheder end lige netop dér, hvor de utidssvarende boliger er blevet revet ned.

Udgivet: 23/09/2025

Susanna Arpi

Redaktør

Del artiklen:

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin lægger op til en væsentlig ændring af planloven, som skal gøre det muligt at placere nye boliger på landet, som erstatning for utidssvarende boliger i landzone, indenfor kommunen - og ikke på præcis det samme sted som den nedrevne bolig.

”Med den nye mulighed i planloven giver vi øget frihed til familier som ønsker at blive boende i vores små lokalsamfund. Samtidig øges kommunernes muligheder for at tiltrække nye borgere, som kan være med til at sikre stærke lokalsamfund med attraktive boliger,” udtaler han i en pressemeddelelse fra ministeriet.

Til dem, der drømmer om at flytte på landet

Flere kommuner har et overskud af tomme boliger i landdistrikterne. De ligger uhensigtsmæssigt, eksempelvis langs en trafikeret landevej, er utidssvarende eller ligefrem klar til at blive revet ned.

Hidtil har planlovens bestemmelser om landzone og byzone betydet, at en bolig ude på landet kun kan erstattes med en ny bolig, hvis der søges om en byggetilladelse kort efter, at en bolig er nedrevet - og kun hvis boligen bliver bygget på samme sokkel eller meget tæt på den bolig som nedrives. Derved er der de seneste 10-20 år forsvundet tusindvis af boliger i landzone over hele landet, fremgår det af en pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd.

"Men der er stort potentiale for at finde attraktive placeringer i landzone, som gør at en bolig kan bygges og videresælges til en pris over byggeprisen, hvilket i mange landsbyer ikke er muligt, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard og tilføjer:

"Den nye mulighed vil reducere én af bekymringerne ved placering af store energianlæg, da opkøb og fjernelse af mange boliger i landzone vil betyde færre indbyggere, og dermed også risikere at fjerne grundlaget for den lokale børnehave, skole, købmand og sportshal. Det er en negativ spiral for et lokalsamfund".

Kun én ny bolig for hver bolig, der rives ned

Der vil dog fortsat være begrænsninger for for, hvad kommunerne kan give tilladelse til. Man må kun placere én ny bolig for hver bolig i landzone, der nedrives, og man vil ikke kunne give landzonetilladelser indenfor klit- og strandbeskyttelseslinjen, i Natura2000-områder eller tæt på lugt- og støjkonsekvenszoner for erhverv og landbrug.

Sidst opdateret: 23/09/2025 - 12:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]