Kommunernes udgifter til specialundervisning stiger mere end forventet

Folkeskolen bliver dyrere for kommunerne i takt med at flere elever modtager specialundervisning. Kommunerne bør investere i almenundervisningen med blandt andet to lærere - det vil give en gevinst på sigt, mener ekspert.

Udgivet: 22/09/2025

Kristoffer Sutton

Journalist

Del artiklen:

Kommunerne har svært ved at følge med udgiftsstigningerne på folkeskoleområdet. Det var et af hovedemnerne, da der i sidste uge blev diskuteret skoleøkonomi på en konference på Christiansborg.

Det skriver NB-Økonomi.

For mens der løbende bliver tilført midler til folkeskolen både lokalt og fra Folketinget, stikker udgifterne til især specialundervisningen af.

Det forklarer Andreas Rasch-Christensen, forskningschef på Via University College, og en af deltagerne ved dagens konference.

"Det alt overvejende problem lige i øjeblikket er, at specialområdet trækker flere ressourcer end forventet. Og fordi man har et overordnet skolebudget, så tages ressourcerne jo så igen ud af almenområdet," siger han.

Syv procent modtager specialundervisning - men står for en en stor del af de samlede udgifter

Generelt er der sket en stigning i kommunernes udgifter pr elev. I 2020 var udgiften pr elev knap 76.651 kr. pr 6-16-årige i gennemsnit - i 2025 er det steget til 79.999 kr. pr. 6-16-årige.

I perioden 2020 til 2024 er der samtidig sket en stigning i andelen af elever, der modtager segregeret specialundervisning - altså hvor undervisningen ikke foregår i den almene folkeskole - fra 6,1 procent af eleverne til 6,9 procent.

"Den mængde af elever, man udskiller til specialundervisning, er stigende, og den er faktisk over det niveau, som den var i 2012, da man igangsatte den såkaldte inklusionsreform. Der er kommunale forskelle, men generelt set er den stigende og på et højt niveau at det gør det dyrt for kommunerne, fordi stigningen kommer uventet," siger Andreas Rasch-Christensen.

Men udgifterne til specialundervisningen er steget fra 15 procent af de samlede udgifter til folkeskolen i 2020 til 16,3 procent i 2024.

"Det kan blive sådan en lidt ond cirkel. Altså når man har et stigende udgiftspres på specialområdet, trækker ressourcer ud af almenområdet. Man står jo i den lidt paradoksale situation, at man kan, altså sådan lidt karikeret sagt, skulle prioritere mellem en lejrtur i almenområdet og så et specialtilbud til en elev. Det bliver sådan nogle lidt arbitrære prioriteringer, man står i," forklarer han.

Se udviklingen i udgifter og andelen af elever, der modtager segregeret specialundervisning i kortet (artiklen fortsætter efter kortet)

Brug for investeringer i almenområdet for at dæmme op for udgifterne til specialundervisning

Selvom det kan virke kontraintuitivt, er der brug for at investere i undervisningen i den almene folkeskole, mener Andreas Rasch-Christensen.

"Der er brug for flere medarbejdere med specialpædagogiske kompetencer i almenklasserne. Disse kompetencer skal udvikles og være på plads, inden man begynder at inkludere," siger han.

Eksperten peger på, at to lærere i klassen – især hvis den ene har specialpædagogiske kompetencer – har en dokumenteret effekt. Han anerkender dog, at det er en dyr løsning.

"Investeringer i uddannelse betegnes jo som en udgift og netop ikke som en investering. Så det er svært at argumentere for, at hvis vi nu for en kort bane investerer i almenområdet – så kan vi for den lidt længere bane sandsynliggøre, at vi ender med et fald i segregeringen og dermed sikrer en bedre økonomisk balance," siger han.

Beslutninger skal tættere på eleverne

Det kræver politisk mod at gøre på med udviklingen og forbedre inklusionen, forklarer Andreas Rasch-Christensen.

Der er nemlig flere modeller for økonomistyringen af skoleområde: En central model, hvor økonomien for hver skole styres centralt i forvaltningen og den decentrale, hvor budgettet ligger ude på den enkelte skoler.

Endelig er der en hybrid mellem de to, som blandt andet Ballerup kommune er et eksempel på, fortæller han.

"Der er den udfordring i det, at hvis du har en decentralitet, som jeg altid vil plædere for, så flytter beslutningerne så tæt på dem, det vedrører som overhovedet muligt, nemlig eleverne. Det kræver det jo, at du ledelsesmæssigt kan håndtere den udfordring. Altså at man faktisk foretager de rigtige investeringer osv. Så skoleledelsen får jo et stort ansvar her. Og så skal politikerne turde have en pulje, som de så også kan understøtte med," siger han.

Fik du læst?

Drop fokus på klassekvotienter så der bliver råd til lejrskoler

Sidst opdateret: 22/09/2025 - 11:45

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]