Skovtårnet i Gisselfeld Klosters Skov

Skovtårnet i Gisselfeld Klosters Skov - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

43 millioner kroner skal styrke turismen lokalt og regionalt

Udgivet: 16/09/2025

Del artiklen:

Regeringen roser de tværkommunale turismeinitiativer og fordeler nu 43 millioner kroner mellem landsdelene for at styrke dem.

"Regeringen vil styrke de tværkommunale udviklingsplaner, fordi de allerede i dag har vist gode resultater", skriver By-, Land- og Kirkeministeriet i en pressemeddelelse og uddyber:

"Allerede få år efter lanceringen af de første udviklingsplaner, indikerer mange af kommunerne, at de har skabt rammerne for et stærkere samarbejde, mere helhedstænkning, øgede investeringsniveauer og et øget politisk fokus på turisme."

Sidste år valgte rekordmange udenlandske turister at overnatte uden for højsæsonen i den såkaldte "skuldersæson" i månederne marts, april, maj, juni, september og oktober. Halvdelen af de udenlandske overnatninger skete i skuldersæsonen, mens 36 pct. af overnatningerne skete i højsæsonen.

En styrket helårsturisme skaber vækst, og det er med til at skabe helårsbeskæftigelse i turismeerhvervene både i byerne og landdistrikterne, påpeger ministeriet.

De tværkommunale udviklingsplaner har blandt andet fokus på flere naturnære overnatningssteder og mere rekreativ infrastruktur i hele landet og en samtænkning af klimatilpasningsindsatser og den lokale turismeindsats. Derudover skal der fokuseres på bedre udnyttelse af de danske lystbådehavne til turisme, herunder med fokus på lystfiskeriet.

Som en del af regeringens turismeindsats afsatte regeringen 200 millioner kroner på finansloven for 2025, som de næste fire år skal gå til nye turismeinitiativer. Heraf skal 43 millioner kroner bruges til at styrke den strategiske udvikling af landets turismeområder lokalt og nationalt igennem de tværkommunale udviklingsplaner.

Sådan fordeles pengene til de tværkommunale udviklingsplaner

  • 12,0 mio. kr. til aktiviteter ifm. udviklingsplanen for Vestkysten

  • 7,0 mio. kr. til aktiviteter ifm. udviklingsplanen for Jyllands Østkyst

  • 6,0 mio. kr. til aktiviteter ifm. udviklingsplanen for Fyn og Øerne

  • 6,0 mio. kr. til aktiviteter ifm. udviklingsplanen for Sjælland og Øerne

  • 5,0 mio. kr. til aktiviteter ifm. udviklingsplanen for Hovedstadsregionen

  • 4,0 mio. kr. aktiviteter ifm. udviklingsplanen for Bornholm

  • 3,0 mio. kr. til revidering eller udvikling af nye og eksisterende planer.

SA

Sidst opdateret: 16/09/2025 - 11:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]