
Flere socialdemokratiske borgmestre mener, at regeringen skal sænke momsen på dagligvarer for at sænke prisstigningerne i supermarkederne. Selvom regeringen vil teknisk vil gøre det muligt at sænke momsen, kommer det ikke på tale i øjeblikket, lyder det. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
S-borgmestre til statsministeren: Gør mere for at sænke priserne på dagligvarer
Flere socialdemokratiske borgmestre kritiserer regeringens manglende handling i forhold til prisstigninger på dagligvarer.
Udgivet: 12/09/2025
Flere socialdemokratiske borgmestre kræver handling fra regeringen i forhold til de stigende priser på dagligvarer, der presser den helt almindelige dansker.
Det skriver DR, der har talt med en række socialdemokratiske borgmestre forud for partiets årsmøde i Aalborg i weekenden.
Ifølge borgmestrene er det særligt udsatte grupper, pensionister og børnefamilierne, der rammes af de høje fødevarepriser - og det er ikke godt nok.
"Vi kan ikke spise chokolade til morgenmad og lakridskonfekt til aftensmad, så vi skal have prisen ned på de helt basale fødevarer nu," siger Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen (S), til DR.
Foruden Næstveds borgmester udtrykker også borgmester i Stevns Kommune Henning Urban Dam Nielsen, borgmester i Frederikshavn Kommune Karsten Thomsen, borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen, og borgmester i Faaborg-Midtfyn Hans Stavnsager kritik af manglende initiativ til at sænke dagligvarepriserne.
Danske dagligvarepriser er de næsthøjeste i EU
Siden sidste år er fødevarepriserne steget 6,5 procent. Ifølge Danmarks Statistik er de danske dagligvarepriser de næsthøjeste i EU - kun overgået af Luxembourg. Her er det særligt det danske prisniveau for brød og kornprodukter samt fisk, der ligger langt henholdsvis 36 procent og 30 procent over EU-gennemsnittet.
For at komme de voldsomme prisstigninger til livs vil regeringen fjerne afgiften på kaffe, chokolade og sukkervarer samt nedsætte elafgiften de næste to år, som del af finanslovsforslaget for 2026.
Derudover har regeringen fortalt, at man har iværksat arbejdet med at gøre det teknisk muligt at lave differentieret moms, men afviser at love at momsen på fødevarer på sigt bliver sat ned.
Sidst opdateret: 12/09/2025 - 12:10












































