
- Foto: Supercykelstisamarbejdet
Hovedstadskommuner går sammen om infrastruktur-anbefalinger
Udgivet: 05/09/2025
Overfyldte S-tog, forsinkede busser og trange cykelstier er en realitet for mange borgere.
Ifølge en mobilitetsanalyse, som samtlige kommuner i hovedstadsområdet, Region Hovedstaden og Københavns Kommune fik tidligere i år, så bliver udfordringerne kun større frem mod 2035.
Antallet af daglige rejser i hovedstadsområdet vil stige med 800.000, og støjgenerne vil brede sig til endnu flere boliger.
Derfor er Region Hovedstaden og borgmestrene i de 29 kommuner nu enige om at anbefale fem konkrete investeringer i infrastruktur.
Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
”Vi bliver stadig flere, og behovet for mobilitet stiger. Jeg er derfor rigtig glad for, at det er lykkedes kommunerne og regionen at samles om en fælles mobilitetsstrategi med prioriterede projekter, som kan være med til at forbedre den kollektive trafik og forholdene for cyklister og begrænse støjgenerne,” siger Steen Christiansen (S), der er borgmester i Albertslund Kommune og formand for KKR Hovedstaden.
De fem prioriterede projekter
S-togseksprestunnel mellem København H og Hellerup, der skal afhjælpe flaskehalse og øge antallet af afgange.
BRT-busser på linjerne 150S, 200S og 400S, hvor busserne får egne baner og undgår kø.
Udbygning af supercykelstinettet til 850 km, som giver hurtige og sikre forbindelser på tværs af regionen.
Udbygning af rute 16 mellem Frederiksværk og Hillerød som motortrafikvej med tilhørende supercykelsti.
Hastighedsnedsættelser på udvalgte bynære motorveje for at nedsætte trafikstøjen.
Anbefalingerne har som forudsætning, at de trafikprojekter, som var med i kommunernes og regionens udspil fra 2016, gennemføres.
Anbefalingerne vil nu blive sendt til transportministeren og Folketingets Transportudvalg.
AØM
Sidst opdateret: 05/09/2025 - 11:25












































