
- Foto: Bornholms Regionskommune
Budget i balance på Bornholm - undgår store besparelser på velfærd
Udgivet: 03/09/2025
Et enigt byråd på Bornholm har vedtaget et budgetforlig, der ifølge forligsteksten skal bringe næste års budget i balance.
Det har været en svær opgave at lave et ansvarligt budget, lyder det også i forligsteksten, men nu er opgaven løst. Samtidig har byrådet 'så vidt muligt' prioriteret at friholde velfærdsområderne for yderligere besparelser.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Også ældreområdet bliver skånet for store besparelser, så de kan få arbejdsro til at implementere nye reformer.
Brandvæsenet får en rammebevilling på én million kroner i 2026 for at kunne afværge hændelser og løfte flere opgaver.
På skole- og dagtilbudsområdet prioriteres 10 millioner til etablering af en ny skole i 2026 og knap 2,7 millioner til renovering af en børnehave.
Som noget nyt ansætter kommunen også en borgerrådgiver til 600.000 kroner om året.
Budgetforliget er i høring fra den 10. til den 24. september.
Vi samler budgetforligene i takt med, at de falder på plads. Du kan finde dem her: https://www.nb-kommune.dk/temaer/budget-2026
AØM
Sidst opdateret: 29/09/2025 - 15:08
Temaer: Budget 2026













































