
Flere p-afgifter er med til at give kommunerne større parkeringsindtægter. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Parkeringsindtægter i kommunerne slår igen rekord
Bilister i landets kommuner betaler rekordmange penge for parkering og parkeringsafgifter. I alt beløber det sig til over 1,2 milliarder kroner. FDM vil have p-indtægter modregnet i flere kommuners bloktilskud.
Udgivet: 01/09/2025
Kommunal betalingsparkering generer rekordstore indtægter i kommunerne, og kommunale parkeringsvagter udskriver flere afgifter end nogensinde før. Derfor vil FDM have, at flere kommuners p-indtægter bliver modregnet i bloktilskuddet.
I Københavns kommune giver parkering en bruttoindtægt på 717 millioner kroner. Det er 59 procent af kommunernes samlede bruttoindtægt på 1,21 millarder i 2024. Sidste år var den samlede bruttoindtægt 1,08 milliarder.
Det viser en parkeringsundersøgelse, som FDM står bag.
Størstedelen af indtægterne kommer fra betalingsparkering. I år gælder det for omkring 900 millioner kroner, hvor de resterende 317 millioner er indtægter fra p-afgifter.
Artiklen fortsætter under tabellen.
Kommuner bør modregnes
Det er usikkert, hvor mange kommuner, der rent faktisk tjener penge på parkering, fordi der også er udgifter udgifter til eksempelvis p-vagter. Ud af alle landets kommuner har 56 af dem parkeringskontrol, mens 26 har betalingsparkering.
I øjeblikket er det kun Frederiksberg og Københavns kommuner, der bliver modregnet for p-indtægter i deres bloktilskud, så de ikke kan skumme fløden på parkering.
Men FDM ønsker, at flere kommuner bliver modregnet, så de bliver mindre motiverede til at indføre betalingsparkering.
”Vi anerkender, at der i nogle kommuner kan være behov for at regulere trafikken med betalingsparkering, men det skal ske for at regulere trafikadfærden og må ikke være for at sikre kommunerne et provenu. Men når man ser på alle de kommuner, der har indtægter på parkering, kan man få den mistanke, at det ikke kun er for at regulere trængslen på p-pladserne, men også for at få en belejlig indtægt, der bruges på noget, der intet har med bilister eller infrastruktur at gøre,” siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange, i en pressemeddelelse.
Desuden peger FDM på, at det stigende antal p-afgifter er et udtryk for, at der mangler pladser, og at der er større kamp om mulighederne for at parkere.
Sidst opdateret: 01/09/2025 - 12:33












































