
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Hver anden dag anmeldes en forbrydelse på en folkeskole
Udgivet: 21/08/2025
På fire år har politiet modtaget mindst 383 anmeldelser om lovovertrædelser begået på de danske folkeskoler.
Det viser en optælling foretaget af Gravercentret. Undersøgelsen er baseret på aktindsigter fra landets 12 politikredse.
Ifølge mediet svarer det til, at der i gennemsnit bliver anmeldt en forbrydelse på en folkeskole hver anden dag.
Anmeldelserne omhandler vold, trusler, seksualforbrydelser eller overtrædelser af våbenloven, som er begået på en folkeskoles adresse. Det fremgår ikke, om der er tale om anmeldelser af elever, lærere eller andre personer.
"Helt præcist havde der været anmeldelser på 236 af de 409 undersøgte skoler. På de skoler, hvor det ifølge undersøgelsen stod værst til, havde der været 10 politianmeldelser for de nævnte forbrydelser bare i 2023," skriver Gravercentret.
Aktindsigten omhandler tal fra 409 offentlige folkeskoler, hvilket svarer til en tredjedel af landets offentlige folkeskoler og 10. klassecentre.
Gravecentrets undersøgelse bygger på tal fra 2020 til 2023. Ifølge mediet har det samlede antal anmeldelser ligget på samme niveau alle årene.
TB
Sidst opdateret: 21/08/2025 - 12:05












































