
- Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Forening boykotter kommune efter anbringelse af 11-årig
Udgivet: 04/08/2025
Esbjerg Kommunes håndtering af en sag om en anbragt 11-årig dreng, der pludseligt er blevet flyttet fra sin plejefamilie i Esbjerg til et bosted på Fyn, får Plejefamiliernes Landsforening til at boykotte Esbjerg Kommune og fraråde plejefamilier at samarbejde med dem.
Det skriver JydskeVestkysten.
Flytningen skete med én dags varsel og ifølge dokumenter i sagen, som JydskeVestkysten har set, er baggrunden for flytningen blandt andet underretninger om uro i plejeforældrenes forhold.
Men Plejefamiliernes Landsforening mener, at begrundelsen for flytningen er for vag og bunder i en subjektiv sagsfremstilling. Desuden har Børn- og Ungeudvalget ikke været inde over beslutningen, der er truffet af kommunens rådgivere.
Derfor har de sendt en underretning til Ankestyrelsen. Det samme har Børns Vilkår gjort. Håbet er, at drengen kommer tilbage til plejefamilien.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) har overfor JydskeVestkysten reageret på boykotten i et skriftligt svar.
"At kommunen nu er blevet boykottet eller farvet rød af en landsdækkende plejefamilieorganisation, er alvorligt og bekymrende. Det sender et klart signal om, at der er behov for genopbygning af tillid og et mere åbent samarbejde. Jeg er orienteret om, at forvaltningen allerede har været i dialog med foreningen, og at de efter sommerferien genoptager dialogen, hvilket jeg naturligvis vil følge tæt," skriver han til avisen.
AØM
Sidst opdateret: 04/08/2025 - 10:37












































