
Borgmesterkollegerne Torben Hansen (tv) og Lars Storgaard (th). - Foto: BeFunky. Torben Hansen og Lars Storgaard: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Borgmestre i strid om borgerrådgiver
Favrskov melder sig ud af et samarbejde med syv andre kommuner om fælles borgerrådgiverfunktion på grund borgerrådgiverens påståede dobbeltrolle i Randers, men borgmesteren i Randers er uenig i udlægningen.
Udgivet: 01/07/2025
"Jeg ved ikke præcist, hvad Randers Kommune pønser på, men jeg kan på byrådets vegne godt love Favrskovs borgere, at vi ikke lader os køre over af Randers Kommune. Det, Randers har gang i, er helt grundlæggende ikke i orden, og det virker for mig helt meningsløst".
Sådan lyder den kontante melding fra Favrskovs borgmester Lars Storgaard (K) i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.
Kommunen træder ud af samarbejdet om den fælles borgerrådgiverfunktion, de indtil nu har haft med Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Skanderborg, Skive og Randers kommuner.
Ifølge kommunen sker det, fordi lederen af den fælles borgerrådgiverfunktion, Jesper Cortes, også står i spidsen for Randers Kommunes undersøgelse af Favrskov Kommunes rolle i Nordic Waste-sagen, og han har samtidig været med til at træffe beslutningen om at udvide undersøgelsen til også at omfatte Favrskov, lyder det.
Dermed mener kommunen, at borgerrådgiveren har en dobbeltrolle, der er imod reglerne i den aftale, de har om den fælles bogerrådgiverfunktion.
I aftalen står der ifølge Favrskov Kommune, at "medlemskommuner ikke kan købe ydelser fra borgerrådgiverfunktionen, som ligger uden for samarbejdsaftalen".
"Det er naturligvis helt uacceptabelt," siger borgmester i Favrskov Kommune, Lars Storgaard.
Men borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S), er ikke enig i udlægningen fra Favrskov. Han mener ikke, at Jesper Cortes har en dobbeltrolle, og understreger, at man ikke undersøger Favrskov Kommune.
"Borgerrådgiveren er sat til at facilitere og beskrive processen for en undersøgelse, som foretages af et eksternt advokatfirma. Der er ikke tale om en dobbeltrolle for borgerrådgiveren. Favrskov Kommunes myndighed er ikke ved at blive undersøgt," skriver Torben Hansen i et svar til NB-Kommune og fortsætter:
"Jeg er helt enig i, at borgerrådgiveren ikke kan deltage i undersøgelser af andre kommuner."
Derfor mener han også, at det er helt i tråd med reglerne for borgerrådgiveren.
Ifølge Torben Hansen kan byrådet i Randers slet ikke undersøge ud over kommunens eget myndighedsansvar og egne fysiske grænser, og derfor er det udelukkende dem selv, de undersøger.
"Det vi i byrådet i Randers Kommune har tydeliggjort er, at grænserne mellem myndighederne Favrskov Kommune, Miljøstyrelsen og Region Midt skulle undersøges. Og det blev præciseret af Randers Byråd, at det netop var grænserne. Den undersøgelse, der er i gang, er en undersøgelse af Randers Kommunes egne grænser for myndighedsudøvelse. Vi undersøger, om vi har handlet, som vi skulle, og til den grænse, vi skulle," skriver Torben Hansen.
Sidst opdateret: 01/07/2025 - 11:48












































