
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Op mod 100 fyringer i Vejle som følge af jobreform
Udgivet: 27/06/2025
En reform af beskæftigelsesindsatsen betyder, at kommunerne skal finde store besparelser frem mod 2030. Allerede nu melder Vejle Kommune ud, at op mod 100 stillinger i jobcentret kan forsvinde, svarende til 35 procent af medarbejderne.
Det skriver TV SYD.
Kommunen skal spare cirka 56 millioner kroner som led i regeringens plan om at effektivisere området på landsplan med 2,7 milliarder kroner.
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Rune Bønnelykke (DF), ser muligheder i en enklere og mere åben beskæftigelsesindsats, hvor færre krav møder borgerne.
Hans byrådskollega Martin Jensen (S), der også er formand for 3F Vejle, advarer dog om konsekvenserne:
"Det er en spareøvelse. Det synes jeg er virkelig ærgerligt over for både borgerne, men også for dem, der arbejder i jobcentrene," siger Martin Jensen til TV Syd.
Flere kommuner forventes at følge efter Vejle med lignende udmeldinger.
AR
Sidst opdateret: 27/06/2025 - 11:44












































