
Den københavnske socialborgmester, Karina Vestergård Madsen (th), kalder det uforståeligt nøleri fra regeringens side, mens Enhedslistens handicapordfører, Rosa Lund (tv), kalder det kafkask. - Foto: Befunky: Rosa Lund: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv) Karina Vestergård Madsen: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kafkask og uforståeligt at regeringen ikke når at lande aftale inden sommer
Det er ikke lykkedes regeringen at lande en central aftale om en ny takstmodel og specialeplanlægning på handicapområdet inden sommer. Det møder hård kritik fra både kommunale aktører og Christiansborg.
Udgivet: 24/06/2025
Kafkask, uforståeligt og noget nøleri. Sådan lyder nogle af reaktionerne efter, at NB-Social kunne fortælle, regeringen ikke som planlagt når at lande en aftale om en ny takstmodel og specialeplanlægning inden sommer, som regeringen og partierne bag rammeaftalen på handicapområdet ellers havde aftalt tilbage i januar.
Særligt den nye takstmodel er der mange kommunale aktører, der har ventet længe på, da det ses som et afgørende styringsredskab i forhold til udgiftsstigningerne på botilbudsområdet.
”Det er helt uforståeligt, at regeringen bliver ved med at nøle med at give kommunerne den takstmodel, vi har ventet på i årevis. Alle ved, at køb af private botilbudspladser er noget af det, der for alvor udfordrer kommunernes økonomi, og vi står lige nu med et kæmpe økonomisk efterslæb," siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen til NB-Social.
Socialborgmesteren hæfter sig ved, at regeringen netop har brugt takstmodellen som argument for ikke at afsætte flere penge til det specialiserede socialområde:
"Det var ovenikøbet en del af regeringens argumentation for, hvorfor der ikke var øremærkede midler til det specialiserede socialområde i økonomiaftalen sidste år, for kommunerne ville spare millioner, når takstloftet blev indført, fik vi at vide. Det skete så ikke, og igen i år var der ingen penge til det specialiserede socialområde i økonomiaftalen mellem KL og regeringen."
I økonomiaftalen for 2026 mellem regeringen og KL står der, at KL noterer sig, regeringen vil forsøge at få Folketingets opbakning til et nyt takst system. Men ifølge socialborgmesteren, bliver udgifterne bare ved med at stige, mens kommunerne venter.
"Løsningen kommer i 2025, siger de. Det må vi så fortsat vente på, mens millionerne fosser ud af kommunekassen. Det går jo ikke,” siger hun.
"Det er helt kafkask"
Enhedslistens handicapordfører Rosa Lund har svært ved at finde ordene, da hun hører nyheden om, at en specialeplan er forsinket endnu engang.
"Det er helt kafkask" siger hun og fortsætter:
"Først siger regeringen, nu kommer specialeplanen. Så siger regeringen - nej ikke alligevel, fordi vi skal lige lave den her rammeaftale. Regeringen laver rammeaftalen, som indeholder en masse besparelser. Så siger regeringen, ja, nu er der besparelser, men alt det gode kommer bagefter med specialeplanen. Og nu står vi her igen uden en specialeplan."
Rosa Lund mener, det er at stikke vælgerne blår i øjnene.
Selve specialeplanen står i regeringsgrundlaget, ligesom der siden finansloven for 2021 har været over 70 millioner på finansloven til specialeplanlægning.
Netop fordi der ikke er landet en aftale om en specialeplan, er der en risiko for, at de afsatte midler for fjerde år i streg ikke kan bruges på en specialeplan.
Det er pinligt for regeringen, mener Rosa Lund.
"Hvis jeg var borgmesterkandidat, eller kandidat til et byråd for et regeringsparti, så ville jeg godt nok være sur på regeringen," siger hun med henvisning til det kommende kommunalvalg og fortsætter:
"Det er jo ude i kommunerne, at økonomien til det specialiserede socialområde bliver til virkelighed. Og derfor så tænker jeg, at hvis jeg var borgmesterkandidat for et regeringsparti, så ville jeg godt nok være sur over, at det her ikke var på plads."
Derfor opfordrer Rosa Lund afslutningsvis socialminister Sophie Hæstorp Andersen til at komme i sving.
Kommunale Velfærdschefer håber ventetiden giver bedre resultat
Hos Kommunale Velfærdschefer mener formand Jakob Bigum Lundberg, at en takstmodel for det specialiserede socialområde er et af de allervigtigste tiltag for, at kommunerne kan opnå en bedre økonomistyring.
"På den anden side er en takstmodel jo også i sagens natur tæt forbundet med den inddeling af tilbud, som en kommende specialeplan vil medføre. Så derfor skal det tænkes sammen," siger han til NB-Social.
Han siger dog, at han gerne vil vente et par måneder ekstra, så længe resultatet bliver bedre.
"Så jeg håber, at hvis der er en forsinkelse i forslagene, så er det fordi, der arbejdes med en sag, der er ganske kompliceret. Hellere vente et par måneder mere og få et bedre resultat."
Sidst opdateret: 24/06/2025 - 10:17












































