"Jeg kan godt forstå, man måske ikke er helt afklaret med, hvor man vil søge hen. Jeg synes bare, at tallet er så lavt. Det er et advarselssignal," siger formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

"Jeg kan godt forstå, man måske ikke er helt afklaret med, hvor man vil søge hen. Jeg synes bare, at tallet er så lavt. Det er et advarselssignal," siger formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Seks ud af ti lærerstuderende vil gå andre veje end folkeskolen

Advarselslamperne blinker kraftigt hos lærerformand efter ny undersøgelse om studerendes lyst til folkeskolen.

Udgivet: 23/06/2025

Del artiklen:

Ifølge en ny undersøgelse vil over halvdelen af landets lærerstuderende forsøge at få job andre steder end folkeskolen, når de er færdige med uddannelsen.

Fire ud af ti lærerstuderende svarer i undersøgelsen, der er lavet af Lærerstuderendes Landskreds og har 938 respondenter, at deres førsteprioritet er at søge et job i folkeskolen.

Det får advarselslamperne til at blinke kraftigt hos Danmarks Lærerforening, hvor formand Gordon Ørskov Madsen ser flere årsager.

"Noget af årsagen ligger i dårlige erfaringer med praktikperioder i folkeskolen. Vi ved, at det, de studerende oplever i praktikperioden, har stor betydning for deres motivation for at søge i folkeskolen efterfølgende".

I undersøgelsen er det 21 procent, der svarer, at de ikke har fået tilstrækkelig vejledning i praktikken. Herudover siger over 40 procent, at de ikke har følt sig som en del af lærerfællesskabet i perioden.

Ifølge Gordon Ørskov Madsen kan der i folkeskolen opleves et arbejdspres, der er for stort, og en opgave, der er for kompliceret, og som den nyuddannede står for alene med.

Det er jo unge mennesker, der svarer her. Er det ikke meget naturligt, at de ikke helt har fundet ud af, hvad de vil?

"Jeg kan godt forstå, man måske ikke er helt afklaret med, hvor man vil søge hen. Jeg synes bare, at tallet er så lavt. Det er et advarselssignal".

Lærerformanden påpeger, at der altid vil være en stor gruppe af nyuddannede lærere, som ønsker at prøve en friskole eller efterskole først.

Her vil der typisk være lidt bedre rammer, lidt færre elever i klasserne og ikke helt så store inklusionsudfordringer som i folkeskolen.

"Og det ville jo være fint nok, hvis de startede der og søgte ind i folkeskolen efter. Det er bare ikke det, der sker. Der er for mange, der ikke søger job i folkeskolen, og for mange, der ikke bliver der ret længe", siger Gordon Ørskov Madsen.

Han bakkes op af tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har fulgt de lærere, der blev uddannet i 2015, i fem år.

Her var konklusionen, at seks ud af ti fem år efter arbejdede i folkeskolen. De andre arbejdede på private grundskoler, var ikke i job eller var helt udenfor grundskoleområdet.

/ritzau/

Bekymret forsker advarer om mangel på 13.000 lærere i 2030

Mange lærerstuderende vil søge job andre steder end folkeskolen. Udviklingen skal vendes, mener forsker.

Der vil ifølge fremskrivninger mangle omkring 13.000 uddannede lærere i folkeskolen i 2030, og derfor er det stærkt bekymrende, at blot fire ud af ti lærerstuderende har folkeskolen som førsteprioritet i arbejdslivet.

Sådan lyder det fra Andreas Rasch-Christensen, forskningschef hos VIA University College i Aarhus, efter en ny undersøgelse fra Lærerstuderendes Landskreds.

"Vi ved, at lærernes kvalifikationer isoleret set er meget betydningsfulde for ikke bare elevernes faglige udvikling, men også deres trivsel.

Respondenterne i undersøgelsen angiver forskellige årsager. Nogle har ikke fået tilstrækkelig vejledning i praktikken. Andre har ikke følt sig som en del af lærerfællesskabet på den skole, de har været i praktik på.

Andreas Rasch-Christensen siger, at det for mange kan være et praksischok at komme ud i virkeligheden.

- Nogle oplever en folkeskole, der er meget presset, og så tænker de, at det bliver svært.

Han påpeger også, at lærerstuderende har en klar forventning om at komme ud og fokusere på forskellige fagligheder - de skal være matematiklærere eller musiklærere eller dansklærere.

- Og hvis de så føler, at de primært er socialpædagoger, er der et misforhold mellem forventninger og den praksis, de møder, siger han.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fulgt de lærere, der blev uddannet i 2015, i fem år.

Her var konklusionen, at der fem år senere var seks ud af ti, der arbejdede i folkeskolen. De andre arbejdede på private grundskoler, var ikke i job eller var helt uden for grundskoleområdet.

Andreas Rasch-Christensen nævner også en række andre tal, der vækker bekymring. Eksempelvis er der et frafald på 35-45 procent på læreruddannelsen.

Det er egentlig, mener han, en god ting, at læreruddannelsen er mangfoldig og kan få den uddannede mange forskellige steder hen.

Men med den aktuelle udvikling er det et problem for folkeskolen.

- Så det er selvfølgelig et bekymrende tal, siger han.

/ritzau/

Sidst opdateret: 23/06/2025 - 09:06

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]