Folkemødet i Allinge her til formiddag. Der blev gjort status på, hvordan det danske demokrati har det - på nationalt og kommunalt niveau.

Folkemødet i Allinge her til formiddag. Der blev gjort status på, hvordan det danske demokrati har det - på nationalt og kommunalt niveau. - Foto: Susanna Arpi, NB-Kommune

Demokratiet i Danmark er intakt - men magtforskere ser 27 udfordringer

I dag bliver Magtudredningen 2.0 præsenteret: ”I bund og grund giver grundloven ikke nødvendigvis en meget stærk beskyttelse af de demokratiske kerneinstitutioner, hvis der kommer en leder med stærke ikke-demokratiske ambitioner," siger forskningsleder.

Udgivet: 12/06/2025

Susanna Arpi

Redaktør

Del artiklen:

Demokratiet er skrøbeligt, og det skal plejes og holdes øje med. Og det er netop det, der sker i dag, hvor Magtudredningen 2.0 bliver præsenteret på Hovedscenen på Folkemødet på Bornholm - to årtier efter den første magtudredning udkom.

”Vi starter med de gode nyheder. Ser vi på demokratiet historisk set, altså de såkaldte liberale kerneinstitutioner i Danmark, starter vi med at konstatere, at kernen i demokratiet er sådan set intakt, når det kommer til de her centrale institutioner,” fortæller Michael Bang Petersen til NB-Kommune. Han er forskningsleder for Magtudredningen 2.0 og professor i statskundskab på Aarhus Universitet.

Men demokratiforskere peger også på, at det faktisk er en udfordring, at en lang række af de her institutioner hviler mere på tradition og normer, end de hviler på hård jura.

Michael Bang Petersen, professor i statskundskab, Aarhus Universitet, og forskningsleder af Magtudredningen 2.0

Foto: Ida Marie Jensen, Aarhus Universitet

”I bund og grund giver grundloven ikke nødvendigvis en meget stærk beskyttelse af de demokratiske kerneinstitutioner, hvis der kommer en leder med stærke ikke-demokratiske ambitioner, som vi har set andre steder som Ungarn og USA. Dét er der sådan set også et spillerum for i en dansk sammenhæng,” siger Michael Bang Petersen.

Forskerne peger på 27 udfordringer, som det danske demokrati står overfor, som skal undersøges nærmere de kommende år.

I dag er de første tre af i alt 45 bøger udkommet i serien Magtudredningen 2.0. Fem professorer holder i tovene, 200 forskere på tværs af universiteterne har været inddraget, og i skrivende stund er der bogaftaler med omkring 70 forskere.

Undersøger forholdet mellem central styring og kommunalt råderum

I en del af Magtudredningen 2.0 interesserer forskerne sig særligt for de økonomiske rammer, som kommunerne er underlagt i forhold til budgetloven for at se, hvilket paradigme som kommunerne handler under, og i hvilken grad der er et lokalt råderum.

Èn måde at anskue magt på er at se det som et nulsumsspil, hvor den centrale styring begrænser det lokale handlerum, så hvis man lægger én til den centrale styring, så trækker man én fra det lokale handlerum.

”Men det er ikke helt så simpelt. Der er helt sikkert et element af, at den statslige styring giver mindre et lokalt råderum, men helt grundlæggende er vi et land, hvor kommunerne er blandt verdens største. Og der skal man lige huske, inden man skruer op for den kommunale klagesang, at vi altså er et sted, hvor det er 40 procent af udgifterne, der udmøntes i kommunerne, og det er helt legitimt, at de politikere, der vælges nationalt, også har nogle holdninger til, hvordan det skal ske,” siger Lene Holm Pedersen, professor i statskundskab, Købehavns Universitet og fortsætter:

Lene Holm Pedersen, professor i statskundskab, Københavns Universitet

Foto: Københavns Universitet

”Inden for det lokale selvstyres rammer er mulighed for at gøre tingene på forskellige måder med de ressourcer, man har til rådighed".

'Thors hammer"

Magtudredningen 2.0 er en opdatering af den første analyse af folkestyrets tilstand, som Folketinget bestilte ved overgangen til det 21. århundrede.

Siden da er der sket meget i forhold til den centrale styring af kommunerne. Det var på den tid (2002), man begyndte at tale om en ny kommunalreform.

Lene Holm Pedersen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet, minder om nogle af de ændringer, der har været for kommunerne i løbet af de to årtier:

”Der var ’Thors hammer’ (finansminister Thor Pedersen indførte sanktioner. red.) og i lange perioder et skattestop, og nu er der en skattesanktionsmekanisme, som betyder, at hvis kommunerne har sat skatten op, så koster det dem i sanktioner,” siger hun og går videre til budgetloven, der blev indført fra centralt hold på bagkant af finanskrisen (2011) for at sikre budgetoverholdelsen i kommunerne.

”Man kan indføre sådan et budgetlov på flere måder, forklarer Lene Pedersen, og i Danmark har man valgt en etårig model, hvilket giver nogle styringsudfordringer”.

Utydelighed om økonomiske rammer er en udfordring

Der er loft på anlægsramme og serviceramme, opridser Lene Holm Pedersen og fortsætter:

”Og læg så dertil, at vi også har en udligningsordning mellem de forskellige kommuner, der her de senere år kommet under pres. Så på den måde er der altså en række ændringer omkring kommuneøkonomien,” siger hun.

Samtidig er der også sket ændringer omkring den indholdsmæssige styring af kommunernes områder. De seneste reformer fra regeringen peger på en frisættelse på en lang række områder, men det kommer på bagkant af mange års stigende dokumentationskrav.

Hun fremhæver, at usikkerheden og utydeligheder om de økonomiske rammer for kommunerne er en udfordring for det lokale råderum, at det er ret vanskeligt at forstå, hvad de økonomiske rammer er.

Skeler til Sverige og Norge

Forskerne undersøger også en hypotese om, at det er anderledes i Sverige og Norge. Kort opsummeret vil de efterforske, om det blandt andet forholder sig sådan, at der i Danmark er et loft, mens der i Sverige er et gulv?

”Altså om der her i landet er et loft over de kommunale udgifter, mens man i Sverige i stedet for har lavet et gulv over minimumsydelser, hvor kommunerne så har mulighed for at sætte skatten op til det niveau, som borgerne er klar til at betale for?”, uddyber Lene Holm Pedersen.

Den bog, der handler om dette spørgsmål, kommer i slutningen af næste år. Her kommer også en anden bog, der handler om den demokratiske innovation, der foregår i kommunerne, eksempelvis lokale folkeafstemninger, borgersamlinger som værktøj, borgerbaseret budgetlægning. Senere i serien gælder det implementering i kommunerne – hvordan de beslutninger, der vedtages, møder borgerne. Det er en undersøgelse, der går i gang nu.

Digitalisering og sociale platforme har flyttet den politiske debat

Går vi op på det nationale niveau igen, så blev den første magtudredning skrevet i lyset af den kolde krigs afslutning, hvor man tog demokratiet for givet. I dag er der tilbagegang i antallet af demokratier i verden, og centrale udviklingstendenser som digitalisering og sociale platforme har påvirket Danmark.

”I dag tilgår vi information om politik igennem de forskellige sociale platforme, som betyder, at du i dag fuldstændig kan undgå at få nyheder, fordi du kan vælge at streame din serie, podcast og musik på streamingtjenester. Hvis du omkring årtusindeskiftet ville høre musik, tændte du for P3, og så kom der hver time nogle nyheder. Ville du se en film på DR eller TV 2, så måtte du lige se nyhederne inden. Uanset om du ville det eller ej, kunne du næsten ikke undgå at falde over informationer om, hvad der skete i politik og i samfundet,” siger forskningsleder og professor Michael Bang Petersen og fortsætter:

”Digitalisering har forandret meget. Tidligere var magten over rammen for den offentlige samtale i høj grad nationalt forankret. Nu har internationale techgiganter den,” siger han.

Flere professionelle aktører vil påvirke politik

En anden forandring, forskerne peger på, er, at den politiske proces er blevet professionaliseret med langt flere aktører end tidligere, der forsøger at forme politik. Mange interesseorganisationer har i dag professionelle sekretariater. Der er tænketanke, store fonde, professionelle lobbybureauer.

Samtidig har de politiske partier professionaliseret sig, hyret kommunikationsrådgivere og lavet sekretariater. Det har ført til et mere professionelt påvirkningslandskab, hvor de personer, der er i det, også rykker fra post til post inden for det her landskab, det som populært bliver kaldt for svingdørsproblematikken i den offentlige debat.

Til slut peger Michael Bang Petersen på yderligere to vigtige udviklingstendenser. Vi har økonomisk ulighed herhjemme, og at verden er blevet langt mere usikker. Der er nok for forskerne at analysere de kommende år.

Fakta

Planen for Magtudredningen 2.0

I 1997 bestilte Folketinget en analyse af det danske folkestyres tilstand. Denne første danske magtudredning blev gennemført som et omfattende forskningsprojekt fra 1998 til 2004.

I 2022 indgik Folketingets partier en bred politisk aftale om, at der skal gennemføres en opdatering af Magtudredningen, Magtudredningen 2.0.

Den fokuserer på områder, hvor der er sket store forandringer i samfundet siden den første magtudredning. Kommissoriet peger på tre centrale temaer: teknologiens og mediernes udvikling, folkestyrets institutioner og processer samt den demokratiske deltagelse.

Det er planen, at der udkommer 45 bøger i serien frem til slutningen af 2028.

I dag udkommer de første tre bøger: “Dansk demokrati i perspektiv”, “Magt i et forandret Danmark” og “Det danske demokratis udfordringer”.

Fik du læst?

Magtudredningen 2.0: Budgetstramninger øger risikoen for ulovlige afgørelser

Sidst opdateret: 12/06/2025 - 16:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]