
"Vi har et fælles ønske om at give både naturen og erhvervslivet de bedste muligheder for udvikling," siger Jan Nymark Rose Thaysen, der er rådmand for By og Land i Aalborg Kommune. - Foto: Aalborg og Rebild kommuner
Flytter grænsen igen: Aalborg bliver større, og Rebild bliver mindre
Rebild og Aalborg Kommuner vil bytte arealer for at give bedre forudsætninger for erhvervsudvikling tæt på Støvring og naturgenopretning ved Lille Vildmose.
Udgivet: 27/05/2025
Rebild og Aalborg Kommuner vil bytte arealer og flytte kommunegrænsen mellem de to kommuner.
For et år siden blev kommunegrænsen rykket, så Aalborg fik syv hektar, og Rebild fik 31 kvadratmeter retur.
Denne gang er det planen, at Rebild Kommune overtager omkring 95 hektar nord for Støvring, mens Aalborg overtager 554 hektar ved Lille Vildmose.
Areal-bytningen skal gavne både erhvervslivet og naturen, fremgår det af en fælles pressemeddelelse fra de to kommuner.
Mere konkret er formålet at skabe bedre forudsætninger for erhvervsudvikling tæt på Støvring og styrke naturgenopretningen ved Lille Vildmose.
"Vi ønsker at skabe gode muligheder for, at Støvring kan udvikle sig naturligt og bæredygtigt. Derfor ser vi det som en god løsning, at Rebild Kommune får mulighed for at udvide de eksisterende erhvervsarealer i forlængelse af byen – til gavn for både lokale virksomheder og borgere. Jeg ser frem til en god og tæt dialog med alle interesserede", siger borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth.
"Det handler også om identitet"
Nu begynder en proces, hvor borgere og virksomheder i de berørte områder får mulighed for at komme med input og bemærkninger.
Herefter skal forslaget behandles politisk i de to byråd, som skal tage stilling til, om der skal laves en ansøgning til Indenrigsministeriet om ændring af kommunegrænsen.
"Når man taler om kommunegrænser, taler man ikke kun om linjer på et kort – det handler også om identitet, serviceniveau, planlægningsret og økonomi. Derfor er det helt afgørende, at vi får input fra dem, der bliver berørt, og at vi tager deres input til efterretning, siger rådmand i By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Rose Thaysen.
De berørte borgere og virksomheder er inviteret til informations- og dialogmøde på rådhuset i Støvring den 2. juni kl. 17.
Forslaget omfatter to konkrete arealer
Nord for Støvring: Her foreslås det, at et areal på ca. 95 ha overføres fra Aalborg til Rebild Kommune. Arealet ligger i landzone og består primært af privatejede landbrugsarealer. Det vurderes, at en del af området kan have potentiale for fremtidig erhvervsudvikling som en naturlig forlængelse af Støvring by.
Ved Lille Vildmose: Samtidig foreslås det, at et areal på ca. 554 ha overføres fra Rebild til Aalborg Kommune med henblik på naturgenopretning og naturbeskyttelse.
Sidst opdateret: 28/05/2025 - 10:49












































