- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Udtræder af Folketinget og sætter ind på kommunalvalget

Tidligere minister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil koncentrere sig fuldtonet om kommunalvalget, hvor hun er Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i Københavns Kommune.

Udgivet: 14/05/2025

Del artiklen:

Folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udtræder formelt af Folketinget den 20. maj.

Det skriver hun på Facebook.

"Det gør jeg for at hellige mig kampen for København og overborgmesterposten ved det kommende kommunalvalg til november. Jeg og partiet er allerede i fuld gang med arbejdet, og jeg vil gerne sige tak til hver og en af de hundredvis af engagerede og passionerede mennesker, jeg har mødt det seneste halve år, som hver har deres aktie i København," skriver Pernille Rosenkrantz-Theil i opslaget og fortsætter:

"Jeg har haft æren af at være minister. Af to omgange. For de områder, der betyder allermest for mig. Skolen, børnene, de socialt udsatte og boligerne. Det har alt sammen været en stor ære."

Blev minister i 2019

Pernille Rosenkrantz-Theil har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2011. Tidligere har hun også været folketingsmedlem for Enhedslisten, hvor hun var en af nøglefigurerne for partiet i 00'erne.

I 2019 blev hun udnævnt til børne- og undervisningsminister i den socialdemokratiske etpartiregering.

Hun fortsatte som minister, da SVM-regeringen blev en realitet i 2022. Dengang som social- og boligminister.

I forbindelse med regeringsrokaden i august 2024 var det dog slut med ministerjobbet for Rosenkrantz-Theil.

Hun blev afløst af en anden socialdemokrat i form af Sophie Hæstorp Andersen, der indtil da havde været overborgmester i Københavns Kommune. På næsten samme tid annoncerede Rosenkrantz-Theil dog, at hun gik efter at blive netop overborgmester i København i forbindelse med kommunalvalget 2025.

Ved kommunalvalget i 2021 bakkede alle partier på nær Nye Borgerlige op om Sophie Hæstorp Andersen som overborgmester. Det skete til trods for, at Socialdemokratiet mistede titlen som det største parti i København efter 100 år. Den titel gik i stedet til Enhedslisten.

Fronterne er trukket op inden valget

Allerede i november sidste år gjorde Enhedslistens overborgmesterkandidat det klart, at partiet ikke vil pege på en socialdemokrat.

Line Barfod (EL) sagde til Altinget, at det er vigtigere for Enhedslisten, at Socialdemokratiet ikke fortsætter på overborgmesterposten i Københavns Kommune efter næste års kommunalvalg, end at partiet selv får magten.

I Folketinget afløses Rosenkrantz-Theil af partifællen Yildiz Akdogan. Det oplyser Socialdemokratiet til Ritzau.

Akdogan har over to omgange været folketingsmedlem. Hun har siddet i Folketinget fra 2007 til 2011 og igen fra 2014 til 2019.

/ritzau/

Sidst opdateret: 14/05/2025 - 22:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]