Silkeborg er en af de byer, der de seneste ti år har vokset sig forbi 50.000 indbyggere.

Silkeborg er en af de byer, der de seneste ti år har vokset sig forbi 50.000 indbyggere. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Byer med over 50.000 indbyggere har vokseværk

Ved årsskiftet boede 42 procent af landets befolkning i større byer. Det er fem procentpoint mere end for ti år siden. Se listen med de 20 største byer her.

Udgivet: 14/05/2025

Del artiklen:

Danskere søger i højere grad mod de større byer, end de har gjort tidligere.

Det viser den årlige byopgørelse fra Danmarks Statistik, der viser, hvor danskerne bor.

42 procent boede ved årsskiftet i byområder med mere end 50.000 indbyggere.

Det er en stigning på fem procentpoint siden 2015 og kan til dels forklares ved, at der også er blevet flere byer i den kategori.

Hen over de seneste ti år er byer som Roskilde, Herning og Silkeborg nemlig vokset sig så store, at de nu er kommet med.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Fakta

De 20 største danske byer

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, hvilke byer i Danmark der er størst. Her er top-20-listen.

Indbyggertallet i Danmark er vokset fra 5.659.715 indbyggere i 2015 til 5.992.734 ved årsskiftet til 2025.

Her er en liste over de 20 største sammenhængende byområder. I parentes ses placeringen i 2015:

1. (1) Hovedstadsområdet, 1.396.508 indbyggere.

2. (2) Aarhus, 301.049.

3. (3) Odense, 185.480.

4. (4) Aalborg, 121.878.

5. (5) Esbjerg, 71.554.

6. (6) Randers, 64.511.

7. (8) Horsens, 64.418.

8. (7) Kolding, 63.645.

9. (9) Vejle, 62.011.

10. (10) Roskilde, 53.354.

11. (14) Silkeborg, 52.571.

12. (11) Herning, 51.782.

13. (12) Hørsholm, 48.349.

14. (13) Helsingør, 48.134.

15. (15) Næstved, 45.199.

16. (17) Viborg, 43.645.

17. (16) Fredericia, 41.543.

18. (18) Køge, 38.506.

19. (20) Taastrup, 38.178.

20. (19) Holstebro, 37.487.

Kilde: Danmarks Statistiks byopgørelse.

Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, peger desuden på, at det oftest er i de større byer, at de største danske eksportvirksomheder befinder sig.

"Der er simpelthen flere virksomheder i og omkring de større byer, der står stærkere i den globale konkurrence", skriver han i en kommentar.

På top-listen finder man Horsens, der har 64.418 indbyggere. Det er næsten 8.000 flere end for ti år siden og betyder, at den østjyske by har overhalet Kolding og nu er landets syvendestørste by.

Ellers ser top-10-listen nøjagtigt lige sådan ud, som den gjorde for ti år siden.

Hovedstadsområdet ligger fortsat i top. Ved nytår boede lige knap 1,4 millioner mennesker her, efter at befolkningen er vokset med 132.810 indbyggere på ti år.

Af opgørelsen fremgår det også, at 11,2 procent af befolkningen levede i landdistrikter ved årsskiftet. Det er 1,1 procentpoint lavere end i 2015.

Samlet set udgør denne gruppe således 671.948 personer og er defineret ved, at de bor i områder, der har færre end 200 indbyggere.

Der boede ved årsskiftet 5.992.734 indbyggere i Danmark, og det forventes, at befolkningstallet i løbet af 2025 vil runde 6 millioner.

/ritzau/

Sidst opdateret: 14/05/2025 - 10:12

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]