En 23-årig kvinde har ved Retten i Aarhus lagt sag an mod Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet og kræver 400.000 kroner i godtgørelse. Myndighederne gjorde ikke tilstrækkeligt for at forhindre, at hun blev sendt på genopdragelsesrejse, lyder det. (Arkivfoto).

En 23-årig kvinde har ved Retten i Aarhus lagt sag an mod Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet og kræver 400.000 kroner i godtgørelse. Myndighederne gjorde ikke tilstrækkeligt for at forhindre, at hun blev sendt på genopdragelsesrejse, lyder det. (Arkivfoto). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Retssag: Sagsbehandler advaret før pige blev sendt på genopdragelseslejr

Aarhus Kommune fik flere advarsler, der burde have fået advarselslamper til at blinke, mener advokat.

Udgivet: 06/05/2025

Del artiklen:

Aarhus Kommune fik flere advarsler om, at en 16-årig pige var i risiko for at blive sendt på genopdragelsesrejse i Somalia. Det fremgår, da retssagen mod kommunen og Udenrigsministeriet tirsdag er indledt i Retten i Aarhus.

Her kræver den nu 23-årige kvinde en godtgørelse fra myndighederne på 400.000 kroner.

Der blev ikke gjort tilstrækkeligt for at forhindre, at den unge kvinde blev udsat for indoktrinering og overgreb under det 16 måneder lange ophold i Somalia, lyder det fra kvindens advokat, Sune Klinge.

Fire gange forud for genopdragelsesrejsen modtog Aarhus Kommune ifølge advokaten oplysninger, der burde være handlet på.

18. januar 2018 - et halvt år før kvinden blev sendt til Somalia – havde en kommunal sagsbehandler en samtale med den 16-årige pige og hendes mor.

Sagsbehandleren skriver i et notat efterfølgende, at moren ”tænker på at sende (...) til Somalia og spørger, om jeg kan støtte hende i denne handling”.

Men advarselslamperne burde have blinket hos kommunen allerede i sommeren 2017, lyder det fra advokaten.

Pigen var under et ophold i Lalandia i Billund blevet "slået" og "spyttet på" af sin far. Det lykkedes pigen at flygte fra stedet, og hun blev afhørt af politiet.

Det udløste en underretning til Aarhus Kommune, og pigen blev efterfølgende placeret i et såkaldt safehouse, hvor hun kunne være i sikkerhed.

Personale fra opholdsstedet gav over for Aarhus Kommune udtryk for, at pigen anså sig selv for at være i stor risiko for at blive sendt på genopdragelseslejr, lyder det fra advokaten.

Baggrunden var angiveligt, at pigen havde brudt med islam og ikke længere ville gå i koranskole og bære tørklæde.

"Hovedsynspunktet er, at Aarhus Kommune flere gange blev informeret om risikoen for, at (...) ville blive sendt i opdragelseslejr. Det er en viden, man har siddet med uden at reagere - uden at modvirke udrejsen," siger Sune Klinge.

Kvinden, det hele handler om, er ikke selv til stede i retssalen. Hun passer sin uddannelse, lyder det fra advokaten.

Først onsdag vil hun være til stede i retten, når hun skal afgive forklaring.

Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet afviser kravet om godtgørelse og vil frifindes. Det har de to parters advokater oplyst ved retsmødets begyndelse.

Det er første gang, at en dansk domstol skal forholde sig til, om en myndighed har svigtet sit ansvar i forbindelse med en genopdragelsesrejse.

I alt 13 vidner skal afgive forklaring i sagen, som behandles over fire retsmøder. Det er endnu uvist, hvornår der afsiges dom.

/ritzau/RMN

Fik du læst?

Retssag: Kvinde endte i genopdragelseslejr og har sagsøgt kommune

Sidst opdateret: 06/05/2025 - 12:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]