
- Foto: Billund Kommune
Ny festival for leg
Udgivet: 30/04/2025
Som noget nyt vil skoler og dagtilbud i Billund Kommune afholde Legens Festival.
Det sker første gang den 11. juni - samme dag som FN’s internationale dag for leg - og det er tanken, at den skal gentages hvert år. Det skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.
Legens Festival er skabt i samarbejde mellem Billund Kommune og CoC Playful Minds, og alle daginstitutioner og skoler i kommunen er inviteret til at deltage med aktiviteter, hvor legen indgår som et centralt element.
”Børn lærer, trives, udvikles og dannes gennem en legende tilgang. Det pædagogiske personale i vores dagtilbud sørger derfor hver eneste dag for legende og udviklende læringsmiljøer for vores yngste borgere. De har en særlig uddannelse og faglige kvalifikationer, hvor der er fokus på leg, kreativitet og læring,” udtaler borgmester Stephanie Storbank og fortsætter:
”Samtidig eksperimenterer eleverne i vores folkeskoler, mens de er aktive og har en legende tilgang til læring. Vi kalder det Playful Learning. Og det betyder, at eleverne bliver dygtigere til selv at komme på idéer og løsninger - i stedet for bare at huske og gentage det, de hører. Vi står således på noget helt unikt som hjemsted for Børnenes Hovedstad, og det vil vi gerne indramme og fejre med Legens Festival.”
SA
Sidst opdateret: 30/04/2025 - 15:14












































