Gert Jørgensen (tv) genopstiller ikke som borgmesterkandidat i Sorø efter 12 år på posten. Lars Schmidt (th) afløser ham som konservativ spidskandidat.

Gert Jørgensen (tv) genopstiller ikke som borgmesterkandidat i Sorø efter 12 år på posten. Lars Schmidt (th) afløser ham som konservativ spidskandidat. - Foto: Sorø Kommune

Stopper efter 12 år som borgmester: Beslutningen har været undervejs længe

Der er et stort fald i personlige stemmetal ned til den nye konservative spidskandidat. Selv mener han, at timingen er god. Socialdemokratisk spidskandidat ser gode chancer for sit eget parti.

Udgivet: 29/04/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Gert Jørgensen har meldt ud, at han ikke genopstiller som spids for De Konservative efter 12 år som borgmester i Sorø Kommune. Han stiller dog op til valget som menigt byrådsmedlem, hvor han vil understøtte den nye kandidat og fortsætte sit politiske arbejde, fortæller han til NB-Kommune.

I går valgte partiet på generalforsamling afløseren for Gert Jørgensen, Lars Schmidt, som skal stå i spidsen for De Konservative frem mod valget i november.

Gert Jørgensen fortæller, at den oprindelige spids, tidligere gruppeformand Bo Christensen, i marts trak sig, da han fik et nyt job. Dermed trak processen med en ny spids ud, selvom planen har været længere tid undervejs. Valget faldt i sidste ende på Lars Schmidt, som har siddet i kommunalbestyrelsen i 12 år. Han fik 237 personlige stemmer ved det sidste valg, og blev oprindeligt valgt for Dansk Folkeparti.

"Lars er på ingen måde en novice. Han er jo faktisk en af de mest erfarne, der sidder i kommunalbestyrelsen. Så det valg, som vi foretog i går aftes, det synes jeg er det helt naturlige," siger Gert Jørgensen.

Lars Schmidt selv fortæller, at han mener, at timingen er god, og at han er glad for at Gert Jørgensen fortsat ønsker at stille op som medlem af byrådet.

"Jeg synes, vi er i god tid, og det er rettidig omhu, og det afspejler den holdning, Gert generelt har - at det skal være ordentligt. Og han har gjort det på vores generalforsamling, som vi havde i går, og det synes jeg er lige efter bogen, og som det skal være," fortæller Lars Schmidt til NB-Kommune og erkender, at han står overfor en stor opgave.

"Jeg føler, at jeg er klar til det. Og vi skal jo som konservative hele tiden gå efter at få mest mulig indflydelse. Så der er jeg super optimistisk. Vi har en stærk gruppe bag os, og vi har en organisation, som fungerer yderst tilfredsstillende," siger han.

Han fortæller, at han vil følge den kurs som Gert Jørgensen har sat og er glad for, at borgmesteren ønsker at stå bag ham.

"Det skaber en god dynamik. Han besidder jo nogle kompetencer og har været med i 20 år, og det er selvfølgelig noget, vi i De Konservative er rigtig glade for. Det han har været igennem, og det han har udrettet i den tid, han har siddet som borgmester, det kan vi jo bruge noget generelt i forhold til, hvordan skal man drive en kommune, og hvad man skal have fokus på," siger han.

Påvirket af sagerne

Gert Jørgensen begrunder sin afgang med, at han har prøvet de ting, der er at prøve, og at han ønsker at fokusere mere arbejde i den nye Region Øst, som Sorø bliver vært for.

"Hver gang der er kommunalvalg, så kigger man lidt på situationen. Og min vurdering er, at nu har jeg været 20 år i kommunalbestyrelsen og herunder 12 år som borgmester, og så mener jeg, at tiden er kommet. Og det har været planlagt længere faktisk," siger Gert Jørgensen, og tilføjer:

"Jeg ønsker fremover at kunne understøtte, men ikke siddende for bordenden."

Han understreger, at de sager der har været omkring mistanke om uretmæssig brug af kommunens penge, blandt andet tilbage i 2023 på koncertbilletter og middage for over 30.000 kroner, ikke har haft noget med beslutningen at gøre.

"Det er ikke det, der har været afgørende på nogen som helst måde, og det er ikke indgået i mine overvejelser. Men jeg har selvfølgelig været presset af det," siger han og uddyber, at statsadvokatens endelige afgørelse frikendte ham for at have gjort noget ulovligt. Men samtidig har sagerne påvirket ham.

"Som magthaver og som borgmester, så skal man selvfølgelig også blive udfordret. Men det er klart, at det er jo noget af bagsiden af medaljen, når man træder ind i politik. Men det har jeg kunnet håndtere godt, men jeg er da opmærksom på, at det har jo også har en vis indflydelse på ens familie, når man bliver beskyldt for noget strafbart."

Optimisme hos Socialdemokratiet

Anne Madsen, spidskandidat for Socialdemokratiet mener, at timingen kunne afspejle, at man ikke ønsker for meget tid til at grave i kandidaten frem mod valget. Hun fik anden flest stemmer ved KV21 med 1.525 efter Gert Jørgensens 1.893 personlige stemmer.

"Jeg er sikker på, at vi i forvejen har rigtig, rigtig gode muligheder, og det formindsker da ikke vores muligheder, at Gert Jørgensen ikke genopstiller som borgmesterkandidat."

Hun tilføjer, at hun er overbevist om, at timingen er yderst bevidst.

"Jeg er sikker på, at det er en bevidst handling forstået på den måde, at vi jo alle sammen godt ved, at i det øjeblik en ny borgmesterkandidat kommer på banen, så er man jo altid lidt mere under lup. Og i og med, at det er blevet Lars Schmidt, som jo har en fortid som DF'er, så kan det jo godt være, at man gerne vil forkorte den periode, kan man sige," siger hun er uddyber:

"Altså egentlig skåne. For lige om lidt går vi jo på sommerferie, så falder der måske lidt ro på. Så det er i hvert fald mit bud, at de har overvejet det, og at der var en grund til, at det kom forholdsvis sent."

Én i rækken

Gert Jørgensen er den tredje konservative borgmester ud af i alt 14, som ikke genopstiller til valget. Udover Sorøs borgmester, gælder det Jacob Trøst på Bornholm og Knud Erik Langhoff i Kolding. 

Fakta

De Konservative har borgmesterposten i følgende 14 kommuner

  • Helsingør

  • Hørsholm

  • Rudersdal

  • Lyngby-Taarbæk

  • Gentofte

  • Dragør

  • Vallensbæk

  • Høje Taastrup

  • Bornholm

  • Vejen

  • Favrskov

  • Aabenraa

  • Sorø

  • Kolding

Fik du læst?

Veterans farvel skaber ekstra udfordring for konservative til KV25

Fik du læst?

Konservativ borgmester stopper

Sidst opdateret: 01/05/2025 - 13:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]