Fik nys om skærpede krav gennem pressemeddelelse

Vandselskaber i 22 kommuner kunne læse i en pressemeddelelse fra Miljø- og Ligestillingsministeriet, at de skal forbedre rensningen af spildevand. De blev ikke informeret på forhånd.

Udgivet: 25/04/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Spildevand er med til at give udfordringer i vandmiljøet i de danske fjorde og kystvande. Det skal nye spildevandsindsatser ændre, så kvælstofudledningen bliver nedbragt på 16 områder fordelt på 22 kommuner inden udgangen af 2027. Sådan lød det 2. april i en pressemeddelelse fra Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Det var dog ikke noget, som de berørte spildevandsselskaber i kommunerne var blevet informeret om forinden.

Det fortæller medarbejdere fra flere spildevandsselskaber, som NB-Forsyning & Klima har talt med. To af dem er spildevandschef Frank Jordt Kappel i DIN Forsyning og direktør Per Holm i BlueKolding.

"Det eneste, som vi har fået at vide, er det, som vi har kunnet hive ud af pressemeddelelsen, hvor det ikke engang er nævnt, hvilke renseanlæg der er ramt. Det har vi fundet ud af gennem nogle journalister," siger Frank Jordt Kappel og tilføjer:

"En ting er, at vi får ekstra omkostninger om året, men det kan også meget vel betyde, at vi skal investere mere i anlæg for at kunne leve op til de krav."

DIN Forsyning har flere renseanlæg, som leder ud til Knudedyb og Grådyb, som er de kystvande, der er blevet meldt ud i selskabets vandopland, hvor man skal reducere udledningen af kvælstof. Alligevel er det kun to renseanlæg, som går ind under aftalen, fortæller Frank Jordt Kappel, der ikke kender forudsætningerne for, hvorfor netop de anlæg er udvalgt.

Fakta

De nye krav til renseanlæg

De udvalgte renseanlæg skal reducere andelen af kvælstof og fosfor i spildevand.

  • Mængden af kvælstof skal reduceres til 3,5 mg/l, hvilket svarer til cirka en tredjedel af de nuværende EU-krav for kvælstof på 10 mg/l

  • Mængden af fosfor i de vandområder, der er negativt påvirket af spildevand, skal reduceres til 0,1 mg/l, hvilket svarer til en tiendedel af EU-kravet på 1-1,5 mg/l

Kilde: Miljøministeriet.

Millioninvestering i anlæg som skal lukke

Indsatserne i aftalen tager ifølge brancheorganisationen DANVA ikke højde for, om der er lokale planer for at lukke eller sammenlægge renseanlæg.

Det er blandt andet tilfældet for BlueKolding, som har to renseanlæg, der skal leve op til nye krav. Et af dem har udledning til Kongeå-systemet og skal fremover reducere mængden af fosfor.

"Det er klart, at det er en stor udfordring, særligt der hvor vi skal reducere fosfor, fordi det er et ældre anlæg, som er bygget i en helt anden tid og til en helt anden belastning. Så der bliver vi udfordret," siger Per Holm.

Anlægget ligger i midten af Vamdrup by, og ifølge direktøren vil der opstå udfordringer i forhold til arealet, hvis anlægget skal udbygges for at opfylde kravet. Faktisk bør anlægget nedlægges, opføres et andet sted eller føres til Vejen Forsyning, hvem BlueKolding allerede er i dialog med, fortæller Per Holm.

"Det er den helt rigtige løsning, og den kan vi ikke nå inden udgangen af 2027. Så jeg ved ikke helt, hvor vi står, men vi kan måske risikere at blive nødt til at investere mange millioner kroner i at reducere fosfor på et anlæg, der skal nedlægges inden for en overskuelig fremtid," siger han.

Læs historien i fuld længde med oversigt over de 22 udvalgte kommuner hos NB-Forsyning og Klima - NB-Mediers nye nicheportal om lokal, grøn omstilling.

Sidst opdateret: 25/04/2025 - 10:04

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]