Professor i offentlig ret Bent Ole Gram Mortensen understreger, at han ville være meget varsom med, hvilke bestyrelsesposter han sgade ja til.

Professor i offentlig ret Bent Ole Gram Mortensen understreger, at han ville være meget varsom med, hvilke bestyrelsesposter han sgade ja til. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Tænk dig om inden du træder ind i en bestyrelse

"Det er hverken for sjov for kommunen eller for dem, der bliver sat ind. Vi ser jo nu en kommune, der risikerer at miste hele sin forsyningssektor. Og vi ser en række tidligere bestyrelsesmedlemmer, der i bund og grund risikerer at gå fra hus og hjem," siger professor.

Udgivet: 24/04/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

De ti medlemmer af den tidligere bestyrelse i Odsherred Forsyning er endt i en svær situation. Skandalerne står i kø, og nu er den tidligere bestyrelse blevet stævnet for i alt 150 millioner kroner. Et svimlende beløb, som medlemmerne næppe havde forestillet sig at kunne blive stillet til ansvar for, da de sagde ja til at arbejde med udrulningen af fjernvarme.

Bent Ole Gram Mortensen er professor i offentlig ret ved Syddansk Universitet og har blandt andet forsket i forsyning med fjernvarme og fjernkøling. Han påpeger, at den opgave, som bestyrelsen havde, var meget kompleks på grund af projektets størrelse, og at det i disse tilfælde er centralt, at en bestyrelse udpeges på baggrund af kompetencer og ikke for eksempel politisk repræsentation.

"Jeg kan da kun opfordre til, at når man udpeger sådan nogle bestyrelsesmedlemmer, så skal man altså kigge på deres faglige kvalifikationer, i stedet for bare at kigge på partimedlemskaber og fordele dem rent politisk. For det her er ikke for sjov," siger han og fortsætter:

"Det er hverken for sjov for kommunen eller for dem, der bliver sat ind. Vi ser jo nu en kommune, der risikerer at miste hele sin forsyningssektor. Og vi ser en række tidligere bestyrelsesmedlemmer, der i bund og grund risikerer at gå fra hus og hjem, hvis de bliver dømt i de her erstatningssøgsmål. Det samme gælder for øvrigt for de medarbejdervalgte repræsentanter."

Professoren understreger, at denne konstruktion er helt almindelig, hvor der er udpeget en række kommunalbestyrelsesmedlemmer og nogle medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen for et selskab.

Ofte kan politisk repræsentation og motivation på grund af honorarer være afgørende for at eksempelvis byrådsmedlemmer træder ind i bestyrelser, men professoren kan ikke konkludere, om det gør sig gældende i dette tilfælde.

Faglige kvalifikationer

Professoren understreger, at en bestyrelse bedst vil kunne varetage sin opgave, hvis der er de rette faglige kompetencer i spil.

"Vi kan jo altid diskutere, om man skal lave en eller anden lovgivning om det her. Måske noget der er "fit and proper", som man ser inden for finanssektoren. Men jeg vil i hvert fald opfordre kommunalbestyrelsesmedlemmerne til at tænke på, at det er en forsyningsvirksomhed, der skal drives," siger han.

"Det kunne også være rart med nogle juridiske kompetencer, så man ikke dummer sig," tilføjer han.

Han understreger projektets størrelse, hvor antallet af kunder skulle fordobles, som værende meget kompleks. Det er også derfor, at budgettet har kunnet skride i så høj grad, og derfor står den tidligere bestyrelse derfor også over for så markante beløb.

"De kan jo blive dømt til at betale et ret stort beløb. Det ved vi ikke, om de gør nu. Jeg har i hvert fald ikke indblik nok i sagen til at prøve at spå, om de bliver dømt eller ej. Om de ikke har gjort deres arbejde ordentligt, det skal jeg ikke kunne sige. Men hvis de bliver dømt, så er det jo et meget stort beløb for relativt almindelige mennesker."

Tegn en ansvarsforsikring

Helt afgørende for Bent Ole Gram Mortensen ville være, om der var tegnet en ansvarsforsikring på forhånd. Netop for at undgå frygten for en sådan situation.

Der er forskel på, hvor store økonomiske konsekvenser der kan være på spil. For eksempel kan det være mindre risikabelt at sidde i bestyrelsen for en idrætsforening end for et selskab som skal lave et stort anlægsprojekt, hvor flere faktorer er på spil.

"Man kan jo spørge sig selv, har de udtaget en bestyrelsesansvarsforsikring? Har de krævet, at kommunen på deres vegne udtager en bestyrelsesansvarsforsikring? Jeg kan ikke sige, hvordan det er i Odsherred, men jeg kan vanskeligt forestille mig, det sker i alle kommuner," siger han og understreger:

"Jeg ville da ikke turde gå ind til sådan en opgave uden at få udtaget en bestyrelsesansvarsforsikring. Og så ville jeg simpelthen være meget nøjeregnende med, hvad der var for et selskab, jeg gik ind i bestyrelsen for."

Han understreger, at han ville forsvare sig med, at ejeren må have vidst, at projektet var ved at løbe af sporet.

"Hvis jeg var indstævnet, så ville jeg da prøve at forsvare mig med, jamen det her vidste ejeren da godt. Det var en risiko, ejeren var bekendt med. Det er jo ingen hemmelighed, at vi har haft stigende rentesatser og stigende materialepriser osv. Det er jo ikke det eneste sted, at økonomien er skredet i et udviklingsprojekt."

Fik du læst?

Tidligere bestyrelse stævnet for 150 millioner kroner

Fik du læst?

Kommune stævner tidligere ledelse i skandaleramt forsyningsselskab

Sidst opdateret: 24/04/2025 - 16:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]