
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Anette Poulsen, vil have en mere offensiv anbringelsespolitik. - Foto: PR-Foto Aarhus Kommune
Anbringelse af børn som forebyggelse - ikke kun som sidste udvej
Ny handleplan for udsatte børn og unge i Aarhus lægger op til en mere offensiv anbringelsespolitik.
Udgivet: 23/04/2025
"Jeg er kommet til den erkendelse, at vi ofte venter for længe med at gøre det nødvendige. Vi skal i højere grad anbringe tidligere i børnenes liv. Vi skal styrke kvaliteten af vores anbringelser. Og vi skal erkende, at en anbringelse nogle gange kan være en del af forebyggelsen, fremfor altid sidste løsning."
Sådan skriver Anette Poulsen, der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, i indledningen til den nye handleplan, som kommunen har offentliggjort.
Handleplanen, der hedder "Et opgør med chanceulighed", består af 16 initiativer fordelt på fem temaer og er blevet til på baggrund af input fra fagpersoner, eksperter, plejeforældre og tidligere anbragte.
Temaerne er:
- Tidlig indsats: Børns muligheder i fremtiden skal ikke afgøres af deres forældre
- Hjemliggørelse: Det skal føles mere som et rigtigt hjem at bo på et børne- og ungehjem
- Styrket familiepleje: Aarhus skal være landets bedste kommune at være plejefamilie i
- Styrket ungestøtte: Ingen anbragte unge overlades til sig selv, når de fylder 18 år
- Kriminalitet og vold i familier som risikofaktorer
Behov for mere offensiv anbringelsespolitik
Et af planens mere markante initiativer er, at forvaltningen i højere grad skal betragte anbringelser som en del af forebyggelsen og ikke som sidste udvej.
Anette Poulsen har nemlig et ønske om, at Aarhus Kommune bliver bedre til at anbringe de mest udsatte børn og unge i en tidligere alder, så de kan nå at få et ordentligt greb om tilværelsen i trygge og kærlige rammer, inden de bliver voksne.
Udfordringsbilledet for kommunen er, at halvdelen af alle anbragte ikke får folkeskolens afgangseksamen. Der tredje unge, der rammes af hjemløshed, var anbragte som barn. Samtidig er anbragte unge overrepræsenteret, når det kommer til depression, spiseforstyrrelse og selvskade.
I Aarhus Kommune er de førstegangsanbragte gennemsnitligt 12 år - næsten halvdelen er 15 og ældre.
Tal fra Socialministeriet viser ellers, at risikoen for at ende i kriminalitet og stofmisbrug stiger, jo længere kommunerne venter med at anbringe udsatte børn og unge.
"Det kalder på en mere offensiv anbringelsespolitik, hvor vi sætter tidligere ind og forebygger de årelange svigt, der berøver børn et godt liv," skriver hun.
Tvangstilbageholde gravide misbrugere
Et andet markant initiativ er, at ufødte børn skal have en garanti for ikke at blive født med misbrugsskader.
Det dækker over, at kommunen ønsker at have samme muligheder som i Norge, hvor det er lovligt at tvangstilbageholde gravide misbrugere.
Derfor vil kommunen rejse kravet overfor social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen (S), samt indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V).
Læs handleplanen her.
Se de 16 initiativer her
Tidlig indsats: Børns muligheder i fremtiden skal ikke afgøres af deres forældre
1. Ufødte børn skal have en garanti for ikke at blive født med misbrugsskader
2. Samarbejde med Familieambulatoriet i Region Midtjylland om døgnbehandling til gravide misbrugere
3. Tilbud om gratis prævention til kvinder i misbrug
4. Børn født med misbrugsskader skal have den nødvendige hjælp tidligt i livet. Vi vil styrke vores opsporing af misbrugsskader blandt børn i tæt samarbejde med dagtilbud, skoler og sundhedspleje
5. Vi vil via Barnets Lov skærpe vores brug af bortadoption ved fødslen som forebyggende foranstaltning, så flere børn får en tryg barndom uden flere skift
Hjemliggørelse: Det skal føles mere som et rigtigt hjem at bo på et børne- og ungehjem
6. Vi vil skabe ro, tryghed og hjemlighed på børne- og ungehjem
7. Dialog med De Anbragtes Vilkår, så vi i højere grad inddrager de unges erfaringer, ønsker og drømme
Styrket familiepleje: Aarhus skal være landets bedste kommune at være plejefamilie i
8. Bedre støtte til plejefamilier, hvor anbringelserne er udfordrede
9. Anbragte børn skal have mulighed for at mødes med ligestillede børn. Derfor har vi ansat en netværkskonsulent, som skal drive netværksgrupper for børn og unge i familiepleje
10. Vi vil styrke plejebørns skolegang, så flere trives i skolen, får en stabil skolegang og gennemfører grundskolen
Styrket ungestøtte: Ingen anbragte unge overlades til sig selv, når de fylder 18 år
11. Tidligere anbragte skal have mere selvbestemmelse og handlekraft i overgangen til voksenlivet. Vi gennemfører forsøg med ungestyret støtte i samarbejde med Den Sociale Investeringsfond
12. Vi etablerer ungestøttecaféen, hvor de unge kan få hjælp og vejledning ét sted
13. Igangsat etableringen af flere lokale bomuligheder til tidligere anbragte unge for at understøtte mestring og trivsel i et ungemiljø i overgangen til voksenlivet
14. Fokus på, at anbragte unge får lavet en koordineret plan for uddannelse, beskæftigelse og sociale indsatser til unge omkring det 18. år
Kriminalitet og vold i familier som risikofaktorer
15. Alvorlig og vedvarende kriminalitet i familien skal i højere grad kunne udløse forebyggende indsatser og anbringelser
16. Vi giver kommunens initiativer mod vold i familier et eftersyn med henblik på at styrke indsatsen
Sidst opdateret: 23/04/2025 - 10:16












































