Viceborgmester i Skive Kommune, Mogens Birkelund (K), trækker kandidatur efter anklager om svindel med EU-midler.

Viceborgmester i Skive Kommune, Mogens Birkelund (K), trækker kandidatur efter anklager om svindel med EU-midler. - Foto: Skive Kommune

Viceborgmester anklaget for svindel og trækker kandidatur

Oprindeligt skulle sagen køre som en tilståelsessag, men nu trækker politikeren i land og vil nægte sig skyldig i anklager om svindel med EU-midler.

Udgivet: 22/04/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Den konservative spidskandidat i Skive Kommune, Mogens Birkelund, trækker sit kandidatur efter et tumultarisk forløb, hvor han er blevet tiltalt for svindel med EU-midler i perioden 2016-2019, hvor han arbejdede som energirådgiver for virksomheder.

Oprindeligt ville han tilstå, men nu nægter han sig skyldig.

NB-Kommune har talt med Mogens Birkelund, som erkender et rodet forløb, og han trækker sig for at give ro i den konservative gruppe på grund af valget i efteråret.

"Det er jo fatalt, at jeg ikke har været bedre forberedt på det her, og den måde, det har kørt på. Og der kan jeg jo kun sige, at der har jeg jo været naiv," siger han til NB-Kommune og tilføjer, at han ikke har fået den rigtige rådgivning af sin tidligere forsvarsadvokat.

Han understreger, at han ikke kan udtale sig om detaljerne i sagen.

"Nu har jeg jo ikke snakket med min forsvarsadvokat, så jeg er faktisk meget, meget bange for at udtale mig om selve sagen, fordi det har jeg nok gjort for meget allerede. Men jeg skal passe på, at jeg ikke inkriminerer mig selv," siger han og tilføjer:

"Det er komplicerede ting. Jeg havde jo ikke ansvaret for at al papirarbejde, håndtering af pengene, og den der kvalitetssikring af dokumenterne og arbejdet, der blev lavet, at det var i henhold til reglerne. Det var jo ikke min opgave," påstår han om det arbejde, som er endt ud i anklagerne. Mogens Birkelund kalder det en misforståelse og understreger, at han har handlet i god tro.

Anklaget for urigtige oplysninger og forfalskede dokumenter

I eftermiddag skulle retten i Viborg have behandlet sagen som en tilståelsessag, hvor Mogens Birkelund var sigtet for at have svindlet med EU-midler i perioden 2016 til 2019, skriver TV MIDTVEST. Men da han har trukket sin tilståelse tilbage, er dagens retsmøde aflyst, og der vil i stedet komme en straffesag.

Det drejer sig om et beløb på 695.746 kroner fra EU-støttemidler, som blev udbetalt til virksomheder, som han rådgav. Her er han anklaget for i 26 tilfælde at have givet urigtige oplysninger om, at der skulle være indhentet konkurrerende tilbud og 11 tilfælde at have indgivet forfalskede dokumenter om konkurrerende tilbud, skriver mediet.

Adspurgt om de hårde anklager med risiko for fængsel svarer han:

"Jamen der har jeg ikke gjort mig de store tanker omkring de ting. Jeg respekterer jo selvfølgelig retssystemet, jeg respekterer reglerne. Og jeg vil så også forsvare mig og har nu fået en advokat der faktisk kan forsvare mig," siger han.

Han beklager sagen overfor vælgere, kollegaer og lokalforeningen.

Det er endnu uvist, hvornår straffesagen begynder.

Sidst opdateret: 22/04/2025 - 09:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]