
- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Flere års strid mellem kommune og skrotvirksomhed afgjort
Udgivet: 07/04/2025
Nu er der endelig faldet afgørelse i en årelang strid mellem Slagelse Kommune og skrotvirksomheden HJM Recycling, skriver TV2 Øst.
Striden mellem kommunen og HJM Recycling startede tilbage i 2018. Erhvervsdrivende på Korsør Havn havde klaget over gener fra både støv og larm, som kom fra HJM Recycling.
Virksomheden forsøgte at løse problemet med en støjmur på 10 meter, men de fik afslag fra kommunen. Efter afslaget fulgte flere års armlægning mellem kommunen og virksomheden, som nu altså er endt i et forlig mellem de to parter. HJM Recycling krævede en erstatning på 37 millioner kroner fra kommunen på grund af sagsbehandlingsfejl.
Forliget, der blev indgået ved retten i Næstved i sidste uge betyder, at der ikke opføres en støjmur på havnen i Korsør. HJM Recycling trækker sit erstatningskrav på 37 millioner kroner tilbage, og de to parter skal hver især betale deres egne sagsomkostninger.
En afgørelse, som borgmester i Slagelse Kommune, Knud Vincent (V), naturligvis er glad for.
"Det er altid godt at få en afslutning på sager, og så er vi naturligvis glade for, hvordan det endte. Vi havde sådan set heller ikke den store tvivl om, at vi ikke havde gjort noget forkert", siger Knud Vincent (V) til mediet.
Sidst opdateret: 07/04/2025 - 09:56












































