
Kommunaldirektør i Vordingborg Kommune, Kristina Koch Sloth, glæder sig over, at den fleksible arbejdstidsordning gøres permanent. - Foto: Vordingborg Kommune
Kommune gør fleksibel arbejdstid permanent
Det seneste år har ansatte i kommunen haft mulighed for selv at tilrettelægge deres arbejdstid, og det har været så vellykket, at ordningen nu bliver gjort permanent.
Udgivet: 26/03/2025
Hvis man vil holde fri om fredagen eller en anden dag i ugen, så er Vordingborg en af de kommuner, hvor man selv kan tilrettelægge sine timer, så man kan arbejde stort set, når man har lyst.
Det første år fra 1. marts 2024 har været en testperiode, og nu skal ordningen være permanent, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Tidsrummet, hvori man kan lægge sin arbejdstid i Vordingborg Kommune, er mandag til fredag fra tidlig morgen klokken 06 til sen aften klokken 22. Den enkelte medarbejder skal indgå en skriftlig aftale med sin leder om arbejdstiden.
”Det er en stor glæde, at vi nu gør ordningen permanent. Ordningen er besluttet i Kommunalbestyrelsen og sammen med medarbejderne har vi udviklet en model, som medarbejderne har taget godt imod. Ordningen understøtter vores ambition om at fastholde vores dygtige medarbejdere og samtidig være en attraktiv arbejdsplads for nye medarbejdere,” siger kommunaldirektør Kristina Koch Sloth i pressemeddelelsen.
Kommunen er langt fra den første, der har indført eller eksperimenterer med fleksible arbejdstider for de ansatte. I december 2024 opgjorde NB-Kommune, at der var 23 kommuner i landet, der enten havde indført, eksperimenterede med eller havde planer om at indføre fleksibel arbejdstid.
Bred opbakning blandt medarbejdere
Kommunaldirektøren er ikke alene om at være begejstret for ordningen i kommunen. En evaluering blandt medarbejderne viser, at der er bred opbakning til muligheden for at tilrettelægge sine timer, som man vil. Ni ud af ti af de adspurgte medarbejdere i kommunen har ønsket, at ordningen fortsætter.
Aftalen er på nuværende tidspunkt indgået med ni forskellige faggrupper, og man vil løbende tilpasse og justere ordningen, så den bedst muligt imødekommer medarbejderne, skriver Vordingborg Kommune.
Sidst opdateret: 26/03/2025 - 10:46












































