
På den nye platform er der bl.a. programmet ‘Ung til yngre’ til grundskolen, hvor ældre elever (6.-8. klasse) bliver udlært som ‘digitale frontløbere’, der kan formidle viden om digitalt liv til de yngre elever (3.-5. klasse). - Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Ny platform skal styrke børns digitale dannelse og trivsel
I dag får skoler over hele landet får adgang til gratis undervisningsmaterialer og et ung til yngre-program. Der er også tilbud til fritidsklubber og familier.
Udgivet: 25/03/2025
Skoler over hele landet får adgang til gratis undervisningsmaterialer og et ung til yngre-program, ligesom der er tilbud til fritidsklubber og familier.
Herigennem kan børn lære, hvordan de undgår at blive fanget i scroll-fælden, og hvordan de spotter skjult reklame fra influencere. Et af de nye tiltag er programmet ‘Ung til yngre’ til grundskolen, hvor ældre elever (6.-8. klasse) bliver udlært som ‘digitale frontløbere’, der kan formidle viden om digitalt liv til de yngre elever (3.-5. klasse).
På den nye platform On ligger der et katalog over undervisningsmaterialer om digital dannelse. Der er adgang til flere end 130 gratis og kvalitetssikrede materialer til grundskolens almene område, specialområdet og ungdomsuddannelser. Flere materialer er på vej, så det uanset elevernes niveau eller alder bliver muligt at sætte digital dannelse på skemaet.
"De nye tilbud til skolen kommer samtidig med, at det står klart, at børn og unge færdes steder online, som ikke har deres beskyttelse og rettigheder som førsteprioritet. Ofte prøver børn og unge at navigere i en digital verden, hvor skellet mellem underholdning, information og påvirkning er uklart", udtaler Miriam Michaelsen, der er forperson i Medierådet for Børn og Unge, i en pressemeddelelse.
Bag indsatsen står On, der er et samarbejde mellem Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik.
“Børn og unges trivsel og tryghed online er udfordret. Der er brug for at ruste dem langt bedre til at begå sig i en hverdag, der i høj grad udspiller sig digitalt. Med On vil vi give børn, unge og deres voksne viden og værktøjer til at starte den vigtige samtale om skærmbrug og trivsel. Og den skal foregå både i skolen, fritiden og hjemmet. En tryg digital fremtid for alle børn og unge i Danmark er målet for os, der står sammen om indsatsen,” siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, i pressemeddelelsen.
Sidst opdateret: 25/03/2025 - 08:21












































